Hvad vil vi med praksisfagligheden i skolen?

Af Lise Tingleff, områdechef, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Indlægget har været bragt i Politiken Skoleliv 23. august 2018.

Eleverne i 6. klasse kan allerede nu begynde at tænke over, hvilke praksisfaglige fag de vil vælge i 7. klasse. Fra næste skoleår forventes det nemlig, at den nyligt indgåede aftale mellem regeringen og resten af forligskredsen om at styrke de praktiske og musiske fag i de ældste klasser træder i kraft. Det betyder blandt andet, at eleverne i 7. og 8. klasse skal vælge et af fagene håndværk og design, billedkunst, madkundskab eller musik. Aftalen rummer også en styrkelse af praksisfagligheden i den obligatoriske projektopgave, ret til erhvervspraktik i både 8. og 9. klasse samt en generel opmærksomhed på at udvikle den praksisfaglige dimension i skolen. Endelig skal eleverne allerede fra i år have vurderet deres praksisfaglige kompetencer som led i deres uddannelsesparathedsvurdering.

At mere praksisfaglighed er godt, lader der til at være bred enighed om. Til gengæld er det mere uklart, hvad vi egentlig mener, når vi taler om praksisfaglighed.

Lad mig slå fast, at der er mange gode faglige og didaktiske grunde til at styrke den praksisfaglige dimension i skolen, men vi skal gøre os klart, hvad vi taler om. Når der argumenteres for praksisfaglighed, synes der at være mindst fire bevæggrunde i spil

1. Styrkelse af erhvervsuddannelserne og de praktiske kompetencer

Der er stor opmærksomhed på at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. En af intentionerne med den ny aftale er at inspirere de unge til erhvervsuddannelse ved at give de praktiske fag mere plads i grundskolen. Her er det vigtigt at notere sig, at udbuddet af erhvervsuddannelser er langt bredere end håndværk og design, madkundskab, billedkunst og musik. Der er også økonomi, salg, administration, omsorg, sundhed, teknik, jordbrug og meget mere. Disse fag taler vi ikke så meget om, når vi diskuterer praksisfaglighed. Måske er der oplagte muligheder for at integrere nogle af disse fag som praktiske aspekter i skolens mere boglige fag?

2. Øget anvendelsesorientering

At eleverne skal kunne se meningen med det, de lærer, bruges også ofte som argument for at øge praksisfagligheden. Der argumenteres for, at elever i grundskolen – fx via projektopgaven – skal arbejde problemorienteret og virkelighedsnært: De skal fx bruge matematik og praktisk kunnen til at udregne og tegne skolens nye cykelstativer eller designe bæredygtige kostplaner og lave mad sammen med beboerne på plejecenteret. Denne ambition kalder i nogen grad på større inddragelse på praksisfaglige kompetencer – men lægger i lige så høj grad op til en drøftelse af de enkelte fags didaktiske muligheder.

3. Varierede tilgange til læring

Endnu et argument lyder, at man ikke kun lærer ved at sidde med næsen i en bog, men også ved at have materiale mellem hænderne. Fx kan man lære om luftstrømme og aerodynamik ved at ombygge modelfly, man kan træne fremmedsproglige kompetencer ved at spille teater, og man kan forstå brøker ved at arbejde med takt og rytme i musik. Praksisfagligheden er herved ikke et selvstændigt fag, men en kunnen, som understøtter andre former for læring.

4. Æstetisk læring og respekt for håndværk og kultur

Endelig argumenteres der for betydningen af de æstetiske læreprocesser, som er knyttet til nogle af de fag, vi typisk omtaler som praksisfaglige, nemlig håndværk og design, musik og billedkunst. Det fremhæves fx, at det er vigtigt, at børn og unge kan omsætte indtryk til udtryk; et afsæt for refleksion og kreativitet. De praktiske og æstetiske fag giver også mulighed for at lære at spejle sig i andre æstetiske udtryk og lære kulturelle teknikker og traditioner.

Pointen er, at alle fire bevæggrunde kan være vigtige at prioritere. Men de kan ikke nødvendigvis alle indfries på en gang. Først og fremmest må vi være klare på, hvad vi ønsker at opnå. En øget indsigt i de erhvervsfaglige muligheder, en styrket anvendelsesorientering, en mere varieret tilgang til læring eller en styrkelse af de æstetiske erkendelses- og udtryksformer. Dernæst bliver det vigtigt at diskutere, om det primært er de praksisfaglige fag, der skal styrkes, eller om det i ligeså høj grad handler om at styrke den praksisfaglige dimension i de boglige fag.

Den nye politiske aftale rummer gode takter og oplagte muligheder. Det afgørende er dog, at blive helt klar på hvad ambitionen er og ikke mindst hvordan de nye tiltag implementeres. Her er der ingen smutveje. Enhver lærer ved, at et ekstra valgfag i madkundskab ikke med ét vil få eleverne til at valfarte til erhvervsuddannelserne, ligesom et øget antal projektopgaver, hvor der producers fuglekasser eller laves byplanlægningsmodeller i pap vil ændre den almene opfattelse af værdien af de praktiske fag.

Endelig må vi tage praksisfagligheden alvorligt, og ikke blot tilføre det som et eksotisk krydderi. Dygtig praksisfaglighed og anvendelsesorienteret undervisning kræver faglig og didaktisk ekspertise. Det kræver faglokaler, undervisningsmateriale samt undervisere, der har stærke kompetencer på deres felt. Og så tager det tid at implementere. Øget praksisfaglighed er en udfordring for en kultur, der i århundrede har favoriseret den boglige og abstrakte læring. Men lad os endelig tage fat.