
Behov for at styrke vedholdenhed hos voksne med svage basale færdigheder

Flere og flere kortuddannede deltagere i Forberedende Voksenundervisning (FVU) søger mod mere uddannelse. Alligevel er der fortsat brug for fokus på at styrke vedholdenhed blandt deltagerne. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
En undersøgelse af aktivitet, deltagerprofiler og videre uddannelsesforløb på FVU viser, at mange kortuddannede deltagere ikke tager mere uddannelse efter trin 1 – det gælder både deltagelse på højere FVU-trin samt anden uddannelse.

I 2015/16 var det således én ud af fire kortuddannede deltagere på trin 1 på FVU-læsning, der ikke deltog i mere uddannelse i løbet af de efterfølgende to år. Det samme gjaldt for én ud af seks kortuddannede deltagere på trin 1 på FVU-matematik.
Knap to ud af tre kortuddannede deltagere på trin 1 på FVU-læsning og tre ud af fire deltagere på FVU-matematik deltog ikke efterfølgende i FVU på et højere trin.

”Vi ved fra international forskning, at det kræver mere end første trin på FVU, hvis en deltager skal tilegne sig gode basale færdigheder. Derfor er det vigtigt, at udbydere og lærere styrker arbejdet for at få deltagerne videre til mere uddannelse,” siger Sia Hovmand Sørensen, der er seniorkonsulent hos EVA og projektleder bag undersøgelsen.
EVA’s undersøgelse viser dog, at andelen af kortuddannede deltagere, som får mere uddannelse efter trin 1 på FVU er steget i perioden fra 2008/09 til 2015/16. Sia Hovmand Sørensen mener dog, at der skal skubbes yderligere til den positive udvikling.
”Vores tidligere undersøgelser af veje til at styrke vedholdenhed hos FVU-deltagere peger på, at lærerne spiller en stor rolle for, om deltagerne bliver ved med at arbejde med deres basale færdigheder over længere tid. Det har både positiv effekt på deltagernes faglige udbytte og på deres lyst til og mod på at deltage i mere uddannelse. Samtidig er det vigtigt, at deltagerne tilbydes vejledning i, hvilke muligheder, der er for at deltage i mere FVU og hvilke mulige videre uddannelsesveje der findes,” fortæller Sia Hovmand Sørensen.
Undersøgelsen af aktivitet og deltagerprofil på FVU samt deltagernes videre uddannelsesveje er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik for alle de personer, som har deltaget i FVU fra 2008/09 til 2017/18. Fordi vi følger deltagerne i to undervisningsår efter deres deltagelse i FVU, er deltagere fra 2015/16 de seneste, der indgår i undersøgelsen.