Nyhed

Deltagerantallet på FVU fordoblet på ti år

28/01 2020

På ti år er antallet af deltagere på Forberedende Voksenundervisning (FVU) mere end fordoblet. Det viser en ny undersøgelse lavet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Blandt den største gruppe af voksne med svage læsefærdigheder i Danmark, er der til gengæld kun en relativt lille andel, som bruger FVU.

Selvom der fortsat er langt igen, før alle voksne har gode basale færdigheder, deltager flere voksne i FVU i dag end for ti år siden. Antallet af unikke deltagere per år på alle FVU-hold er steget fra 14.200 personer i 2008/09 til 31.500 personer i 2017/18.

Fortsat lang vej igen

PIAAC-undersøgelsen (Programme for the International Assessment of Adult Competencies), der er den hidtil mest omfattende undersøgelse af danskernes basale færdigheder, anslog i 2011-12, at mere end en halv million voksne danskere har svage læse- og regnefærdigheder.

Fra 2008/09 til 2017/18 var det samlede antal unikke deltagere på FVU-læsning 135.000 personer. Det svarer til, at omkring hver fjerde med svage læsefærdigheder i Danmark, har deltaget i FVU-læsning. På FVU-matematik var det samlede antal deltagere i samme periode 53.100, svarende til én ud af ti af de lige over 500.000 personer i Danmark med svage regnefærdigheder. Trods den positive udvikling, er der altså fortsat mange voksne med svage basale færdigheder, som ikke bruger FVU. 

”Det er positivt at flere og flere deltager i FVU, men der er forsat lang vej igen. Udover hvor mange er det også interessant at kigge på, hvem der deltager i FVU,” forklarer Sia Hovmand Sørensen, der er seniorkonsulent hos EVA og projektleder bag undersøgelsen.

Større andel med indvandrerbaggrund

Kigger man nærmere på deltagerprofilen på FVU-læsning, ser man, at antallet af deltagere med dansk oprindelse er faldet siden 2013/14. I 2017/18 havde kun én ud af fire deltagere således dansk oprindelse. Undersøgelsen viser også, at 40 procent af deltagerne med indvandrerbaggrund på FVU-læsning i 2017/18 havde en videregående uddannelse.

”Det er en kritisk udvikling, fordi vi ved, at den klart største gruppe af voksne med svage læsefærdigheder i Danmark har dansk oprindelse og er som oftest enten ufaglærte eller kortuddannede. Den gruppe udgør i dag et mindretal blandt deltagerne på FVU,” siger Sia Hovmand Sørensen og anbefaler, at der kommer styrket fokus på at tiltrække flere voksne fra kernemålgruppen til FVU.

Sia Hovmand Sørensen forklarer samtidig, at den nuværende deltagerprofil kan skyldes, at FVU-læsning i et vist omfang anvendes som et mere generelt – og gratis – tilbud om danskundervisning snarere end som et målrettet tilbud til voksne med svage læsefærdigheder.

Aktiviteten er ikke steget på VUC siden 2014

På trods af, at voksenuddannelsescentrene (VUC) har et særligt styringsmæssigt ansvar for udbuddet af FVU, er deltagerantallet på FVU-læsning på VUC’erne faldet med 9 procent i perioden fra 2013/14 til 2017/18. Samtidig har der været en stor stigning i antallet af deltagere på både sprogcentrene og i oplysningsforbundene (AOF, FOF m.fl.).

”Det er en bekymrende udvikling, både fordi VUC’erne har en særlig rolle for FVU og fordi FVU er en vigtig indgang til Almen Voksenuddannelse (avu), som er den mest brugte videre uddannelsesvej for deltagere på FVU, og som netop VUC’erne er de eneste, der udbyder” , siger Sia Hovmand Sørensen.

Analyserne af aktivitet og deltagerprofil på FVU og videre uddannelsesveje for deltagerne er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik for alle de personer, der har deltaget i FVU i en tiårig periode fra 2008/09 til 2017/18.