DEBAT

Mikkel Haarder: Vi har brug for en fælles alliance for bedre it-, regne- og læsefærdigheder

29/05 2017

Hvis vi skal være rustet til fremtidens disruption, skal de grundlæggende færdigheder være på plads hos alle voksne. Lad os starte med at få øjnene op for problemerne og slå vores kræfter sammen.

Af Mikkel Haarder, direktør for Danmarks Evalueringsinstitut. Bragt i Jyllands-Posten 27. maj 2017.

”Danmark skal være blandt de bedste lande til at udnytte potentialet i nye teknologier og øget globalisering.” Barren blev sat højt, da regeringen for nylig bekendtgjorde ambitionerne for Disruptionrådets arbejde. Et centralt tema bliver, hvordan vi som samfund sikrer den kvalificerede arbejdskraft, der er så afgørende for, at danske virksomheder kan gribe mulighederne i den teknologiske og globale udvikling.

Alarmerende tal fløjet under radaren

Disruption, globalisering og kompetencer. Det er ikke kun ambitionsniveauet for Danmarks fremtid, der er højt, det gælder også lix-tallet. Det udstiller et kolossalt problem, som vi er nødt til at forholde os til i debatten om fremtidens vækst og konkurrencekraft: Nemlig de 600.000 voksne danskere, der ifølge PIAAC-undersøgelsen har svage læsefærdigheder. Samme undersøgelse viser også, at lige så mange har svage regnefærdigheder, mens der er én million voksne, som har svage it-færdigheder.

Disse alarmerende tal er stort set fløjet ubemærket under mediernes og offentlighedens radar. Tallene kunne for eksempel dække over lastbilchaufføren, der har svært ved at bruge GPS, social- og sundhedsassistenten, som ikke kan læse vejledningen til borgerens medicin, og kassemedarbejderen, der bakser med hovedregningen. Potentielt giver det ikke kun et produktivitetstab i dag, det gør det også sværere at vedligeholde arbejdstyrkens kompetencer i fremtiden. 

At kunne læse, skrive, regne og bruge it er nemlig nødvendigt for, at chaufføren, SOSU’en og ekspedienten kan efteruddanne sig, så de bliver ved med at have de rigtige kompetencer. Den udfordring bliver ikke mindre af, at vi skal være længere og længere tid på arbejdsmarkedet, og at vores job bliver stadig mere teknologibårne og videnstunge.

At bruge it forudsætter man kan læse og skrive 

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viste for nylig, at selvom det er hver tredje ufaglærte, der har svage læsefærdigheder, er det de færreste virksomheder, der mener, at deres ufaglærte medarbejdere har behov for at blive bedre til at læse. Det betyder også, at de ikke får øje på det, når deres medarbejdere har brug for kompetenceudvikling. Det sker først, når problemerne opstår, fordi en opgave ikke løses ordentligt.

En vigtig pointe fra PIAAC-undersøgelsen er, at der er et stort sammenfald imellem de grupper, der har svage læse-, regne- og it-færdigheder. Det at kunne bruge it forudsætter nemlig som regel, at man kan læse og skrive. Fx skal en chauffør, der bruger GPS, ikke blot have styr på teknikken, men også kunne læse systemets menuer og indtaste ruteoplysninger. Danske virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner og beslutningstagere er derfor nødt til at se it-, læse- og skrivefærdigheder i sammenhæng.

Ingen snuptagsløsninger

Der ligger et kæmpe potentiale i, at vi får de grundlæggende færdigheder på plads hos flere voksne, så alle danskere kan læse, skrive, regne og bruge it. Gevinsterne rækker endda langt ud over arbejdsmarkedet: Fx er stærkere læsefærdigheder også grundlaget for at tilegne sig viden om et sundt liv og muligheden for at søge oplysning i en verden hvor fake news efterhånden er blevet hverdag. Desværre er der ingen snuptagsløsninger, men vi har under alle omstændigheder brug for en større og mere målrettet indsats end i dag. Vi kan starte med at få øjnene op for problemerne og slå vores kræfter sammen, så vi skaber en alliance med en fælles sag - politikere, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og vidensinstitutioner – for et konkurrencedygtigt Danmark, der er rustet til fremtidens disruption.