Artikel

Offentlig videregående VEU imødekommer kun i mindre grad private virksomheders behov

19/05 2021

Offentlig videregående voksen- og efteruddannelse (VEU) er den form for kompetenceudvikling, virksomhederne bruger mindst. Det skyldes bl.a., at efteruddannelsestilbuddene ikke imødekommer de private virksomheders behov for mere specialiserede kompetencer, og at offentlig videregående VEU ikke er tilrettelagt tilstrækkeligt fleksibelt.

Grundet faldende eller stagnerende aktivitet inden for offentlig videregående VEU, det vil sige akademiuddannelser, diplomuddannelser og masteruddannelser, blev det med trepartsaftalen fra 2017 besluttet, at der var behov for ændringer, som kunne sikre en målrettet og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelsesindsats af høj kvalitet. Både virksomheder og medarbejdere skulle opleve et tilgængeligt og relevant uddannelsestilbud, som tilskyndede til, at de, som har behov for voksen-, efter- og videreuddannelse, gør brug af systemet.

Virksomhederne efterspørger målrettede uddannelser og større fleksibilitet

Evalueringen viser, at offentlig videregående VEU ikke formår at imødekomme private virksomheders behov for kompetenceudvikling i samme grad som bl.a. private kurser. Virksomhederne foretrækker kurser fra private udbydere, når de har behov for branchespecifikke, specialiserede eller praksisnære kompetencer. Efterspørger de derimod mere teoretisk viden, basale færdigheder og generelle kompetencer, oplever de, at offentlig videregående VEU formår at imødekomme deres behov.

Virksomhederne peger samtidig på, at offentlig videregående VEU er tilrettelagt mindre fleksibelt i forhold til tid, sted og varighed sammenlignet med andre former for kompetenceudvikling. Nogle virksomhedsrepræsentanter efterlyser bl.a., at kurser inden for offentlig videregående VEU kan tilrettelægges, så de finder sted på virksomheden, og de efterlyser, at det i højere grad er muligt at 'plukke' enkeltdele ud fra kurserne.

”Har man en ambition om at øge brugen af offentlig videregående VEU, peger evalueringen på, at det er oplagt at arbejde med, hvordan udbyderne i højere grad kan tilbyde efteruddannelse som imødekommer virksomhedernes kompetencebehov, og at de tager højde for virksomhedernes ønsker, når de tilrettelægger kurserne. Ligesom man kan forvente, at et større fokus på virksomhedernes konkrete praksis og problemstillinger vil kunne øge virksomhedernes brug af offentlig videregående VEU,” siger chefkonsulent, Michael Andersen.

Øget kendskab kan øge aktiviteten

Evalueringen viser samtidig, at offentlig videregående VEU er den form for kompetenceudvikling, de private virksomheder har brugt mindst det seneste år sammenlignet med andre former for kompetenceudvikling. Det gælder både for kompetenceudvikling af faglærte og af medarbejdere med en videregående uddannelse. Således er det omkring hver tredje private virksomhed, der inden for det seneste år har gjort brug af offentlig videregående VEU, mens tre ud af fem har brugt private kurser. Det kan bl.a. hænge sammen med manglende kendskab til mulighederne inden for offentlig videregående VEU, idet kun godt halvdelen af virksomhederne vurderer, at de har kendskab til de forskellige offentlige efteruddannelsestilbud rettet mod deres branche.

”Evalueringen viser, at der er signifikant sammenhæng mellem kendskab til og brug af videregående VEU. Derfor er der grund til at antage, at det er muligt at øge virksomhedernes brug af de offentlige efteruddannelsestilbud, hvis man gør en indsats for, at flere virksomheder kender til dem,” forklarer Michael Andersen.

Om evalueringen

Evalueringen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse gennemført i efteråret 2020 og en interviewundersøgelse gennemført i starten af 2021. Både spørgeskemaundersøgelse og interviews er gennemført med virksomhedsrepræsentanter. Evalueringen er afslutningen på et flerårigt projekt om videregående VEU.