Den nyeste hjerneforskning viser, at krop, sanser og bevægelse spiller en helt central rolle i børns udvikling, og understreger, hvorfor det er vigtigt, at I som pædagogisk personale bruger jeres egne kroppe i det pædagogiske arbejde.
Af Trine Beckett
Når I danser med børnene, stimulerer I deres kognitive udvikling. Det gør I også, når I får dem til at lytte til stilheden i fx en kirke eller lader dem ligge nogle minutter i ro, inden de skal sove. Eller når I trommer eller synger med dem til samling.
Moderne hjerneforskning slår fast, at læring og udvikling ikke bare foregår i hovedet, bag pandelapperne. Læring og udvikling hænger sammen med kroppen og omgivelserne. Som børn og voksne lærer vi at forstå verden, ikke bare ved at stimulere nogle bestemte nervebaner i hjernen, men også via den måde, vi bruger vores kroppe og sanser på.
Theresa Schilhab forsker i neurovidenskab, kropslighed og læring ved Danmarks Pædagogiske Universitet og har skrevet en række bøger om hjerneforskning og læring. Hun forklarer det som et mere holistisk syn på læring og udvikling, end man tidligere har haft.
"Tidligere troede man, at tænkning og læring foregik i isolerede moduler i hjernen, uafhængigt af, hvad man sansede i øvrigt. I dag ved vi, at der er en tæt sammenhæng mellem det, vi oplever med vores sanser, og det, vi husker."
Den tilgang til læring, som Theresa Schilhab taler om, kaldes embodied cognition eller embodiment. Det betyder direkte oversat kropslig tankeproces eller legemliggørelse. Men generelt bruger man de engelske begreber, når man beskriver, hvordan krop og omgivelser indgår i udviklingen af vores kognitive evner eller vores læringsprocesser. Theresa Schilhab uddyber:
Vi er født læringsparate. Det, vi sanser, bliver en del af det, vi kan huske og lærer. På den måde er vores kroppe et springbræt til læring. Og det giver dagtilbuddet en helt særlig mulighed for at understøtte børns udvikling og ikke mindst deres evner for læring senere i livet. Her grundlægger vi vores forståelse af verden gennem kropslige oplevelser.
Hjerneforsker og læge Kjeld Fredens, der også er adjungeret professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, og forfatter til blandt andet bogen Læring med kroppen forrest, formulerer det som, at "hjernen er kroppens tjener."
"Tidligere har man troet, at man kunne træne hjernen med alle mulige småfiduser. Men det rykker ikke, hvis kroppen sidder stille. Formålet med hjernen er, at vi fungerer godt i en hverdag. Og her skal krop, hjerne og omgivelser ses som en uadskillelig helhed."
Et helt konkret eksempel på, hvordan læring og udvikling sker i samspil mellem krop, hjerne og omgivelser, er madsituationen. Børn bliver klogere på sig selv og deres omgivelser, mens de dækker bord, hælder vand op, spilder, får sat ord og begreber på, at vand er vådt, og styrker sociale kompetencer, når de hjælpes ad med at tørre op. Læringen sker i interaktionen mellem krop, sanser, hjerne og omgivelser. Men, siger Theresa Schilhab, der kan være forskel på, hvad der fylder for barnet i forskellige stadier af livet. Det lille barn er først og fremmest til stede i kroppen – og forstår verden gennem den.
"Børn kan ikke tale om abstrakte begreber, når de bliver født. De må lære verden at kende gennem den kropslige, sanselige verden. Sproget kommer så at sige først som et supplement og hjælper derpå med at bygge bro mellem det, barnet sanser, og det, barnet erkender og kommunikerer til omgivelserne," forklarer Theresa Schilhab og uddyber:
"Sproget hjælper os til at få begreber på det, vi oplever eller føler. Begreberne er vigtige for, at vi kan forstå og håndtere det, der foregår i os selv, og det, der foregår i andre mennesker," siger Theresa Schilhab. Hun understreger, at når vores krop er involveret i indlæringen af sprog, får vi en meget dybere forståelse af det. Vi forbinder fx ordet banan ikke bare med begrebet og en tegning af den, men også med smagen af en banan, duften af den, teksturen og den situation, vi typisk har fået den tilbudt i.
"Vores modersmål, som vi lærer, når vi er helt små, er indfældet emotionelt, kropsligt, sansebaseret. Det er de første fremmedsprog, som vi lærer i skolen, ikke på samme måde. Og derfor glemmer vi dem også nemmere."
Embodied cognition, embodiment og enaktiv læring er forskellige begreber for det, man grundlæggende kan kalde en holistisk tilgang til læring og udvikling, hvor kognition og læring forstås som noget, der sker i et samspil mellem krop, hjerne og omverden. Tilgangen handler med andre ord om, at vi ikke bare forstår verden gennem nogle processer, der sker i vores pandelapper, men også ved at sanse vores omgivelser – lytte, dufte, smage, mærke, se – ved at bevæge os og bruge vores kroppe og ved at få reaktioner fra andre mennesker omkring os. Denne holistiske tilgang til kognition og læring kalder på, at man i dagtilbuddet er opmærksom på at bringe kroppen i spil – børnenes og ens egen.
Men hvordan spiller den nyeste hjerneforskning sammen med den pædagogik, der foregår i danske dagtilbud? Ifølge Theresa Schilhab har danske – og skandinaviske – dagtilbud fat i den lange ende. Hjerneforskningen understøtter grundlæggende dagtilbuddenes tilgang til læring, udvikling, trivsel og dannelse.
"I dagtilbuddet er det tilladt at være kropslig. Her grundlægger børnene deres viden gennem kropslige oplevelser – meget mere end senere i uddannelsessystemet, hvor læring foregår gennem abstrakte begreber, de ikke har fysisk kontakt med," siger Theresa Schilhab.
Men med hjerneforskningens viden i ryggen – hvad skal man så især være opmærksom på i det daglige arbejde som leder eller pædagog? Her peger Kjeld Fredens på særligt tre områder: 1. rummet, 2. ens eget kropssprog og 3. rytme.
Rummet handler om, hvordan omgivelserne kan understøtte børns bevægelse og sanser.
"Rum kalder på noget. De inviterer til noget. Man skal derfor tænke dem som teater, kulisser, man kan flytte rundt på, og som kan stimulere børn til fx at arbejde kreativt, tumle, tale eller falde til ro," siger Kjeld Fredens.
I rummet ligger ikke bare den fysiske indretning, men også de regler, man som pædagogisk personale opstiller for brugen af det. Må man fx springe ud fra vindueskarmen? Flytte bordene og lave dansegulv? Eller bygge en hule, hvor man kan være i fred? Implicitte og eksplicitte regler kan hæmme eller fremme børnenes kropslige udfoldelse.
Ens eget kropssprog er afgørende for, hvordan man inspirerer børnene til at sanse og erkende verden.
"Børn spejler sig i de voksne. Der er en grundlæggende symmetri. Pædagogisk personale skal være gode til at undre sig sammen med børnene – også nonverbalt. Og bruge deres eget kropssprog, deres egen nonverbale kommunikation, vejledende frem for vildledende. Voksne må ikke stivne, men må vise børn, hvordan deres signaler bliver læst, eller hvordan man kan gøre brug af gestik og mimik i interaktion med andre," siger Kjeld Fredens.
Et led i at bruge kroppen handler også om selv at engagere sig i aktiviteter, der involverer krop og sanser. Kjeld Fredens anbefaler, at man sætter kropslige aktiviteter i gang, hvor man fx tegner, maler eller ælter i ler sammen med børnene.
"Kunstneriske aktiviteter er ikke en luksus, men forudsætningen for børnenes udvikling. Indtryk giver kun mening, når de bliver til et udtryk. Børn skal have begreberne ud i fingrene. Det er her, de erkender verden," siger forskeren, der understreger, at det er vigtigt i processen at bevare blikket for børnenes perspektiv. Det vil sige, at det ikke nødvendigvis handler om at lave et bestemt produkt på en bestemt måde, men om, at børnene får lov til at udforske og fortolke og komme med deres bud på en påskekylling, et æg i ler eller et lyssværd. Som pædagogisk personale kan man gå foran og inspirere.
Endelig ligger der en vigtig pædagogisk opgave i, som Kjeld Fredens formulerer det, at arbejde rytmisk. Det handler særligt om at huske pausen midt i de mange aktiviteter. For det er, når børnene i stilhed får mulighed for at slappe af, at indtryk og input lagrer sig og bliver til læring og erkendelse, konstaterer Kjeld Fredens.
"Den bedste omverden, man kan være i, når man skal udvikle sig, er rytmisk. Det er stimulerende, hvis omverdenen kan påvirke en rytmisk, så man skiftevis er på og kobler af. Vi voksne tror ofte, at vi skal være på hele tiden, og vi bliver ufølsomme over for rytmen. Når vi er på vej ned, tager vi en kop kaffe. Men vi har en biologisk rytme, der hedder 90 minutter. Og det er vigtigt i forhold til børn, at når man kan mærke på dem, at de mister opmærksomheden, skal man lade dem være. For det er i pausen, stilheden, at de mærker sig selv og bearbejder, hvad de har arbejdet med."
Den bedste måde at understøtte børns forståelse af rytme og pausens kraft er gennem musik, konstaterer Kjeld Fredens, der også peger på, hvordan musikken stimulerer børnenes såkaldte "eksekutive funktioner", som har at gøre med børnenes evne til at begå sig i verden. Det handler fx om arbejdshukommelse og problemløsning. Musikken stimulerer desuden social udvikling, empati, matematiske færdigheder og sproglig udvikling.
"Det bedste er at lave musik med de små. Give dem forskellige opgaver, at lytte, vente, falde ind... Det er så veldokumenteret, at musisk aktivitet er en af de vigtigste platforme for hjernens udvikling, at man kan græde over, at det er forsvundet fra pædagogfaget," siger Kjeld Fredens.
Forskeren peger på, at musikken desuden giver mulighed for at prioritere høresansen, som han vurderer er underprioriteret i forhold til synssansen.
"Børn er for meget i en synsverden. At kunne lægge den fra sig og lytte er meget vigtigt for deres sociale og sproglige udvikling. Høresansen er en nærhedssans. Syn kan være på afstand. At skabe sociale relationer kræver, at man kan lytte til hinanden."
Men hvordan hænger den styrkede pædagogiske læreplan sammen med den viden, vi har fra hjerneforskningen? Ifølge Theresa Schilhabs umiddelbare vurdering faktisk ret godt. Fordi den styrkede pædagogiske læreplan lægger vægt på, at de seks læreplanstemaer skal ses i samspil med hinanden, hvilket betyder, at kropslig udfoldelse og sansning knyttes tæt sammen med både social udvikling, opdagelse af naturen og alle de andre temaer i læreplanen. Særligt beskrivelsen af temaet krop, sanser og bevægelser rammer hjerneforskningens centrale påstande:
Beskrivelsen understreger, at børn er i verden gennem kroppen og skal støttes i at bruge den, være fysisk aktive, og at det er grundlaget for fysisk og psykisk trivsel.
Dog savner Theresa Schilhab en ting.
"Der burde stå pauser et sted. For pausen er afgørende for at kunne gøre alt det, de andre læreplanstemaer fremhæver. Læring er ikke bare noget, der er aktivt. Det foregår også, når man er passiv og ikke foretager sig noget. Det er her, man konsoliderer sin læring, så den lagrer sig og bliver brugbar som viden senere hen " slutter Theresa Schilhab.
Kjeld Fredens
Kjeld Fredens (KF) er adj. professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet. Han er læge, har været hjerneforsker ved Aarhus Universitet, seminarierektor ved Skive Seminarium, udviklings- og forskningschef ved Vejlefjord Neurocenter, vismand i Kompetencerådet og redaktør af tidsskriftet Kognition og Pædagogik.
Theresa Schilhab
Theresa Schilhab er dr.pæd., ph.d., lektor og forskningsleder for projektet Naturlig teknik, støttet af Nordea-fonden, der undersøger, hvordan teknologi kan give børn flere naturoplevelser, ved DPU. Hun er neurobiolog og forsker i neurovidenskabelige tilgange til læring, bl.a. betydningen af tavse og kropslige processer for udviklingen af sproglig viden. Hun publicerer internationalt om embodied cognition og har også skrevet en lang række danske artikler og bøger om hjerneforskning og læring.
