Hver dag kl. 9.30 sker der noget magisk på Krudtuglestuen. Som på et usynligt tegn søger børn, der ellers var optaget af andre ting, mod kisten ved døren. Selv om der endnu ikke er nogen voksne, der har kaldt dem sammen, finder de deres puder frem og begynder at sætte sig i rundkreds. Ansigterne er fulde af forventning. Nu er det samlingstid. ”Samlingsstunden er noget, børnene sætter pris på, det kan vi tydeligt se i vores materiale,” fortæller Brit Eide, der sammen med forskerne Ellen Os og Ingrid Pramling Samuelsson har undersøgt de 0-3-årige børns muligheder for at deltage i samling. At samlingen er så populær, skyldes blandt andet, at det er et af de få tidspunkter på dagen, hvor alle er samlet, både børn og voksne. Det er en hyggestund, som giver børnene en følelse af at deltage i et fællesskab, og som ofte rummer en genkendelighed, som skaber tryghed.
Kniber med medbestemmelsen
Men det at deltage i et fællesskab er kun én dimension i samling, forklarer Brit Eide: ”At opleve, at man deltager i et fællesskab, er en vigtig erfaring for børn at få. Det er der heldigvis rigtig gode muligheder for i de samlingsstunder, vi har observeret. Men det er også vigtigt, at man som barn oplever, at man har medbestemmelse og kan få indflydelse på det, der sker. Og det kniber det altså lidt mere med.” Undersøgelsen viser nemlig pudsigt nok, at den genkendelighed, som børnene sætter pris på, kan være med til at begrænse børnenes muligheder for medbestemmelse. For hvis samlingen forløber efter samme skabelon hver dag, kan det være svært at give plads til de enkelte børns spontane indspil.
Et ritual med indbygget dilemma
Det pædagogiske ritual sætter pædagogen i et dilemma: Skal hun lægge vægt på fællesskabet, eller skal hun give plads til det individuelle? Det er et dilemma, der fx opstår i forbindelse med aktiviteter, hvor børnene skal vente på tur, som når de skiftes til at vælge en sang, alle skal synge. ”Turtagning giver børnene erfaring med at blive set og hørt i fællesskabet på lige fod med de andre, men der kan også være ventetid, når man skal hele cirklen rundt,” siger Brit Eide og fortsætter: ”Når et barn bliver rastløst eller måske rejser sig, er det vigtigt, at pædagogen er opmærksom på, at barnet her siger noget med sin krop, som den voksne skal lytte til, nemlig at der er noget, der skal justeres.” Balancen mellem det fælles og det individuelle er med andre ord noget, man som pædagog hele tiden må tage aktivt stilling til.
Børns deltagelse kræver kompetencer – hos de voksne
At kunne tune sig ind på barnet og være åben er altså vigtige kompetencer, man som pædagog skal besidde for at kunne skabe gode rammer for børns deltagelse. Men man skal også have viden om de helt små børns udvikling, og hvilke aktiviteter de er interesserede i. Med den viden i baghovedet kan man opbygge et repertoire af sange, eventyr og lege, man kan trække på i samlingssituationen. Vigtigst er det dog, at man har en plan med samlingen og sætter retning. Brit Eide forklarer: ”Selv om børnene skal deltage og have medbestemmelse, er det vigtigt, at den voksne ikke trækker sig, for så har børnene ikke nogen at spille sammen med. Man skal være fleksibel, men man skal også vide, hvor man vil hen med samlingen.”
Små børn er store nok til demokrati
Men er det ikke lidt fjollet at tale om deltagelse og medbestemmelse for børn, der er så små? Brit Eides svar på det spørgsmål er helt klart: Det er det ikke. Ifølge Brit Eide skal man passe på ikke at undervurdere de små børn. Selv om de måske ikke har et fuldt udviklet verbalt sprog, så er de rigtig gode til at udtrykke sig alligevel. Det gælder blot om, at vi voksne er klar til at høre efter. ”Det har vi faktisk en forpligtelse til, at gøre,” siger Brit Eide og henviser til, at alle børn ifølge FN’s Børnekonvention har ret til at blive hørt. De erfaringer, børn får ved at opleve at blive hørt, er vigtige langt ud over børnealderen, pointerer Brit Eide, for det giver dem en oplevelse af at være en værdifuld person, som det er værd at lytte til. ”Dermed er børns deltagelse med til at danne grundlaget for deres senere deltagelse i samfundets demokratiske processer,” forklarer hun.
Samling er ikke passé
Selv om undersøgelsen viser, at det ikke er så let for børn at få medbestemmelse i samlingsstunderne, er tiden ifølge Brit Eide ikke løbet fra samling som pædagogisk aktivitet. Samlingen rummer nemlig et stort pædagogisk potentiale, men at forløse det kræver, at man som pædagog arbejder bevidst med at skabe mulighed for, at børnene oplever at have indflydelse.