Omkring 2 ud af 3 svarer, at de fravalgte uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver, fordi der var andre uddannelser, de vurderede var mere spændende. Det er den mest udbredte fravalgsårsag.
Studenter med højeste karakterer er bekymret for uddannelsens niveau
Undersøgelsen viser også, at nogle grupper er underrepræsenterede på de fire uddannelser. Både mænd, indvandrere og efterkommere og studenter med høje karaktersnit er grupper, hvor der et potentiale for at øge andelen.
Især studenter med de højeste karaktersnit på 7 eller derover er mere tilbøjelige til at overveje, men fravælge de fire uddannelser end elever med lavere karaktersnit. Således havde fx 65 % af dem, der overvejede, men fravalgte læreruddannelsen, et karaktersnit på mindst 7. Det gjaldt 61 % af dem, der overvejede sygeplejerskeuddannelsen.
Samtidig begrunder studerende med høje karaktersnit i højere grad deres fravalg med en bekymring for, at det faglige niveau på uddannelsen er for lavt, end det gør sig gældende for elever med lavere karaktersnit.
”Det kan godt tyde på, at der er brug for at tydeliggøre og nuancere den faglighed, de unge vil møde på uddannelserne og i professionerne, herunder fx det særlige i professionsfagligheden. Men også at fagligheden er andet og mere end at gøre en positiv forskel. Det kan også handle om kendskab til lovgivning, anatomi og barnets psykologiske udvikling. Det handler således ikke kun om omsorg, som er centralt for uddannelserne, og som vi kan se er vigtigt for mange af dem, der vælger uddannelserne, men også om at opøve en professionel tilgang og kunnen inden for alle aspekter af faget, som måske kunne tiltrække flere og andre ansøgere,” siger Christina Barfoed-Høj, direktør for EVA.