Artikel

Nyt spørgeskema gør jer klogere på kvaliteten af jeres undervisning

15-01-2021

Vil I have overblik over kvaliteten af undervisningen på hele jeres uddannelse? EVA har udviklet et valideret spørgeskema, I kan bruge til at måle de studerendes oplevelse af undervisningen.

Hvor god er undervisningen på jeres uddannelse egentlig? Det kan I undersøge med et nyt spørgeskema, som EVA har udviklet og valideret. Måske vil I gerne vide, hvad nye tiltag som fokus på feedback eller digitale redskaber betyder for de studerendes oplevelse af undervisningen. Måske vil I gerne vide, hvordan kvaliteten af jeres undervisning samlet set ser ud, hvor I lykkes, og hvor der er plads til forbedringer. Og vigtigst af alt: I vil have svar, som I kan stole på.

Derfor har EVA udviklet et valideret spørgeskema, der kan hjælpe videregående uddannelser med at måle kvaliteten af undervisningen.

Uddannelseskvalitet har mange aspekter og er derfor vanskeligt at opsætte udtømmende mål for. Undervisning udgør dog en hjørnesten i kvaliteten af de videregående uddannelser, og de studerendes oplevelse af undervisning er et centralt perspektiv i vurderingen af undervisningskvalitet.

 

En valid metode, der giver overblik over jeres samlede undervisningskvalitet

Selvom ønsket om at måle undervisningens kvalitet langt fra er nyt, er der i Danmark kun i begrænset omfang udviklet validerede mål for studerendes oplevelse af undervisningskvalitet. Formålet med EVA's spørgeskema er derfor at give uddannelsesledere og andre, der har brug for et overblik over niveauet af kvaliteten, en valid metode til at måle med.

 

Få konkret svar på, hvordan de studerende oplever fx feedback og tydelighed i undervisningen

Spørgeskemaet er rettet mod de studerende selv, fordi de er førstehåndsvidner til undervisningen. Og fordi den er rettet mod dem. Spørgsmålene kommer rundt om centrale elementer, fx tydelighed og mulighed for aktiv deltagelse i undervisningen og kvaliteten af underviserens feedback og feedforward. De syv emner er valgt, fordi EVA vurderer, at de udgør centrale aspekter af undervisningskvalitet. Spørgeskemaet er inspireret af udenlandske mål for undervisningskvalitet og grundigt valideret.

Suppler kursusevalueringer og frafaldsundersøgelser med spørgeskemaet

Spørgeskemaet kan supplere de evalueringer, som mange uddannelsessteder foretager på kursusniveau. For mens en evaluering af kursernes undervisningskvalitet er yderst anvendelig for at udvikle de enkelte kurser, er en måling af de studerendes generelle oplevelse vigtig, hvis man fx som uddannelsesleder ønsker at undersøge de studerendes generelle oplevelse af den undervisning, de modtager på uddannelsen.

Spørgeskemaet kan gøre jer klogere på, hvor undervisningen lykkes og kan forbedres

Det kan fx være nyttigt, hvis man står over for en frafaldsudfordring og vil undersøge, om der er en sammenhæng med de studerendes oplevelser af undervisningen og frafald på uddannelsen. Eller hvis man ønsker at følge, hvordan nye tiltag i undervisningen såsom omlægning til digital undervisning påvirker de studerendes oplevelser af undervisningen. Ligesom spørgeskemaet kan pege på, hvor man kan sætte ind for at styrke motivationen hos de studerende – fx hvis man overvejer, om undervisningen skal være mere studenterorienteret eller differentieret.

Brug EVA's spørgsmål i jeres egen undersøgelse

Spørgsmålene til jeres egen undersøgelse kan tages direkte fra EVA's spørgeskema og bruges i jeres egen undersøgelse. Så værsgo’ – her får I en øjenåbner at starte det nye semester på!

Relateret indhold