Artikel

Færre og færre deltager i ordblindeundervisning

27-09-2019
Voksen- og efteruddannelse

Antallet af ordblinde voksne, der deltager i ordblindeundervisning, er faldet markant siden 2013. Det viser en ny analyse fra EVA. Det er særligt mænd, som ikke længere bruger undervisningstilbuddet, selvom forskning peger på, at flere mænd end kvinder er ordblinde.

Det anslås, at 5-7 procent af den danske befolkning er ordblinde. Det svarer til ca. en kvart million voksne, som hver dag kæmper med at gennemføre basale hverdagsopgaver som at skrive en email eller læse højt for deres børn. Og ikke mindst at tage en uddannelse. Alligevel deltager færre i ordblindeundervisning for voksne (OBU) i dag sammenlignet med tidligere.

Antallet af OBU-deltagere er faldet mere end en tredjedel siden 2013

Fra 2013 til 2019 er antallet af deltagere på OBU-forløb faldet med mere end en tredjedel. I 2013 deltog 11.300 personer i OBU, men seks år senere var deltagerantallet faldet til omkring 7.400 personer, et fald på 36 procent.

EVA’s analyse omfatter årene 2010-2019, og mens der i perioden 2010-2013 var en lille stigning i antallet af deltagere, betyder det store fald siden 2013, at antallet i dag er det laveste i den tiårige periode.

I perioden fra 2010-2019 har lige knap 20 procent af de ordblinde voksne deltaget i OBU.

”I lyset af det store antal voksne ordblinde og den faldende deltagelse i OBU, ser det ud til at der er et betydeligt potentiale for at tiltrække flere ordblinde voksne til OBU”, siger seniorkonsulent hos EVA og projektleder på undersøgelsen, Yakup Bas.

Størst fald blandt kortuddannede og mænd  

Særlig blandt kortuddannede og mandlige deltagere, har faldet været stort.

De kortuddannede har igennem hele perioden udgjort den største gruppe af deltagere i ordblindeundervisningen. Men det er også i denne gruppe vi ser det største fald i antal deltagere. Fra 2013-2019 er antallet af deltagere med grundskole som højeste fuldførte uddannelse næsten halveret fra 6000 til 3500 deltagere om året.

Mændene står ligeledes for et stort fald i deltagerantallet. I 2010 var to tredjedele af OBU-deltagerne mænd, men ni år senere er kønsfordelingen blandt OBU-deltagere lige, hvilket skyldes et fald i antallet af mandlige deltagere. Selvom en jævn kønsfordeling kan lyde som en positiv udvikling, så er virkeligheden en anden, forklarer Yakup Bas.

”En stor del af faldet i OBU-aktiviteten er drevet af et fald i kernemålgruppen, som er kortuddannede personer. Derudover peger forskningen på, at flere mænd end kvinder er ordblinde. Så når vi ser, at det i højere grad er mænd end kvinder, som ikke deltager i ordblindeundervisningen, kan det give grund til bekymring.”

Om undersøgelsen

Analyserne er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik (DST) for alle personer, der har deltaget i OBU i perioden 2010-2019. Kalenderåret 2020 indgår ikke i analyserne, fordi der på nuværende tidspunkt ikke foreligger fuldkomne data for dette kalenderår i Danmarks Statistiks register for voksen- og efteruddannelse.

Undersøgelsen følges op med en kvalitativ undersøgelse af fremmende og hæmmende faktorer for voksnes deltagelse i OBU (forventet offentliggørelse i 2022).

Hvad er OBU?

Ordblindeundervisning for voksne (OBU) er et offentligt uddannelsestilbud målrettet ordblinde voksne.

OBU har til formål at afhjælpe de vanskeligheder, der kan følge med at være ordblind. Det drejer sig bl.a. om at forbedre deltagerens muligheder for at klare sig i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, i samfundslivet og privatlivet.

Relateret indhold

Maria Thiemer
Seniorkonsulent
Voksen- og efteruddannelse