ARTIKEL

Bliv inspireret til mere kunst og kultur i dagtilbud

30/03 2016

Når du skal arbejde med kunst og kultur i dit dagtilbud, er der en række ting, du skal være opmærksom på, inden du går i gang. Se de syv punkter her, og bliv inspireret til konkrete aktiviteter i hæftet ”Kunst og kultur i dagtilbud”, som EVA har lavet for Kulturministeriet.

Kulturministeriet har fået udarbejdet en kortlægning af brug af kunst og kultur i 648 dagtilbud. Kortlægningen, som er foretaget af Rambøll, viser bl.a. at:

  • Mange børn i dagtilbud har til gode at møde og samarbejde med en professionel kunstner

  • Det pædagogiske personale i vid udstrækning mangler formelle kompetencer til at arbejde med kunst og kultur for, med og af børn

  • Kontakt- og samarbejdsfladen mellem dagtilbud og lokale aktører på kunst- og kulturområdet (bortset fra biblioteker) er begrænset.

EVA har bidraget med et hæfte, der indeholder 14 gode eksempler på arbejdet med kunst og kultur i dagtilbud, fx ”Dans og musik fra Tyrkiet” (s. 8), ”Parat til oldtiden - Grækenland i storbyen” (s. 9) og ”Street Art” (s. 13).

Hæftet indeholder også en række opmærksomhedspunkter udarbejdet i samarbejde med professor Beth Juncker (Københavns Universitet).

De syv punkter nedenfor er gode at have in mente, inden du sætter gang i en kunst- og kulturoplevelse i din institution.

1. Skab tydelige rammer for aktiviteterne

For at skærpe og fastholde børnenes opmærksomhed er det vigtigt med en klar ramme for og et tydeligt formål med aktiviteterne. Hvornår begynder vi? Hvad skal vi? Hvorfor skal vi det? Hvor længe varer det? En klar rammesætning er også med til at sikre, at aktiviteten rent faktisk bliver til noget og ikke nedprioriteres i en travl hverdag.

2. Giv plads til børnenes indfald og inspiration

Hvis der er tale om aktiviteter, hvor børnene selv er aktivt involverede, er det samtidig vigtigt, at rammen er så fleksibel, at der er plads til undervejs at følge børnenes opmærksomhed, ideer og kreative input.

3. Forbered jer

For at kunne sætte en ramme og fylde den godt ud er det vigtigt, at I som voksne selv er forberedte. Sørg for, at alle materialer/rekvisitter er klar, før aktiviteterne sættes i gang. Forberedelsen kan også bestå i at have set en udstilling, læst en bog, læst om en forestilling eller afprøvet teknikker inden forløbet med børnene. Hvis en kunstner udefra står for forløbet, er det vigtigt med forventningsafstemning mellem jer og kunstneren om mål og formål med aktiviteterne. Og det er vigtigt med en rolleafklaring mellem jer og kunstneren.

4. Find balancen mellem proces og resultat

Den kunstneriske proces er en vigtig og spændende oplevelse for børnene i sig selv. Men resultatet eller produktet er også vigtigt for børnene, når de har lagt energi i en proces. Overvej på forhånd, hvordan balancen skal være mellem proces og produkt.

5. Opbyg forventningens glæde

Forventningens glæde kan være en væsentlig del af en kunstoplevelse – det gælder også for børn. Byg et forløb op, der forbereder og skaber forventninger hos børnene. Tal om, hvad der skal ske, og hvor spændende det bliver. At kende fx historien i et teaterstykke på forhånd kan være med til at give børnene en endnu større oplevelse i mødet med kunsten.

6. Skab fokus og intensitet

Børns opmærksomhed er let at aflede, og kunstneriske og kulturelle oplevelser og aktiviteter kræver fokus og koncentration for at lykkes. Derfor skal I sørge for ikke at blive forstyrret. Det ødelægger fx oplevelsen af at lytte til levende musik, hvis det foregår i et rum med meget larm, eller hvor andre går igennem. Overvej derfor, hvilke lokaler I benytter, og hvordan I organiserer jer, så I undgår forstyrrelser.

7. Sæt barren højt

Børn kan lide udfordringer, og de bliver løftet af, at man stiler højt. Fx kan børnehavebørn godt høre opera, lære at blande farver eller danse rigtige dansetrin. Mestring af rigtige teknikker giver børnene konkrete succes-oplevelser, og de bliver berørt af god kunst. Brug gode materialer – det understøtter oplevelsen og stimulerer sanserne.

Vidste du at...

… Statens Kunstfond gennem ”Huskunstnerordningen” giver støtte til kunstnerhonorar i forløb, hvor professionelle kunstnere indgår i et partnerskab med fx dagtilbud. Se mere på www.kunst.dk