Praksisfaglighed kan køre af sporet, hvis de unge føler, de bliver udsat for en kampagne

Debatindlægget har været bragt i Skolemonitor 13. februar 2023

Skolen skal være mere praktisk, konkret og virkelighedsnær.

Sådan lyder det fra mange i den pædagogiske debat. Og aktuelle undersøgelser bekræfter, at det giver mening at styrke det, som vi er begyndt at kalde praksisfaglighed: For alle børn og unge motiveres af at være aktivt deltagende i undervisningen og at arbejde med noget konkret og for eksempel skabe et produkt.

I debatten hører man også det argument, at mere praksisfaglighed i skolen vil kunne inspirere flere elever til at vælge en erhvervsuddannelse. Det er bestemt muligt.

Men vi skal passe på med at rubricere de praktiske, konkrete og mere skabende aktiviteter i undervisningen som noget, der skal fungere som en slags katalysator for, at vi som samfund kan få flere faglærte.

For det første ved vi, blandt andet fra Evas undersøgelse af unges veje mod ungdomsuddannelser, at de seneste års meget eksplicitte fokus på at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse kan give de unge en oplevelse af, at de er udsat for en kampagne, som de mere eller mindre bevidst stritter imod.

Den ensidige kobling mellem praksisfaglighed og erhvervsuddannelse kan således give bagslag. Hvorfor ikke prioritere at gøre undervisningen i grundskolen mere praktisk og konkret, fordi vi anser det at kunne konkrete teknikker, være kreativ og skabende som en del af alle børn og unges almene dannelse?

Formentlig vil det gøre alle elever dygtigere og mere motiverede for at lære. Og forhåbentlig vil flere elever herigennem inspireres til at vælge mellem en bredere palette af uddannelser, herunder de erhvervsfaglige. Ikke mindst vil alle elever opleve, at det at kunne noget praktisk også er en vigtig og værdsat kompetence i vores samfund.

Ikke kun for de fagligt svage

For det andet kan et ensidigt fokus på praksisfaglighed og erhvervsuddannelse let komme til at signalere, at praksisfaglighed først og fremmest matcher de mindre bogligt anlagte.

På baggrund af århundreders tradition for at rangere det abstrakte, det teoretiske og det ’boglige’ højere end det konkrete, praktiske og skabende kan der let opstå den implicitte forståelse, at det styrkede fokus på praksisfaglighed primært handler om at få de elever, som er knap så stærke fagligt, med i undervisningen. Det er bestemt en væsentlig ambition.

Det er imidlertid lige så væsentligt at notere sig, at en mere praksisfaglig undervisning kan udfordre og motivere alle elever. Det er langtfra lettere at arbejde praktisk. Det kræver blandt andet opøvelse af specifikke teknikker og evnen til kunne bruge sine konkrete erfaringer til at få nye faglige indsigter.

Praksisfaglighed stiller også krav til lærerne. Det kræver stærke didaktiske kompetencer at få fag og praktisk arbejde til at spille sammen, således at arbejdet med at bygge højbede kan blive en anledning til både at lære at konstruere og til at lære at beregne vinkler.

Bevar balancen

Der er ingen tvivl om, at det er en god ting, at vi i dag er optagede af, hvordan vi kan styrke den praksisfaglige dimension af undervisningen.

Men vi bør gøre det på en måde, så praksisfaglighed bliver en integreret det af undervisningen for alle elever.

Og vi bør gøre det på en måde, hvor vi ikke sætter pendulet i alt for kraftige svingninger, så vi kommer til at smide den teoretiske fordybelse ud med badevandet. Det er både fedt og sejt at designe og konstruere skolens nye bålplads og at nørde tyske tekster.

Skolen er både–og.