Artikel

Skoler kan hente inspiration til mere praktisk og varieret undervisning i nyt katalog fra EVA

13/11 2023

Det er et erklæret politisk mål, at undervisningen i grundskolen skal være mere praksisfaglig, og mange skoler arbejder allerede på at gøre undervisningen mere praktisk og varieret. I nyt katalog har EVA samlet konkrete eksempler på undervisningsforløb som giver inspiration til, hvordan flere skoler kan styrke praksisfagligheden.

Hvad får eleverne ud af matematik ved at kode robotarme? Hvordan kan man danse, male og filme viden om romantikkens litteratur ind hos elever i 8. klasse?

Det og to andre eksempler på praksisfaglig undervisning kan lærere og ledere nu blive klogere på i et nyt inspirationskatalog om praktisk og varieret undervisning, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) står bag.

Inspirationskataloget beskriver eksempler på fire konkrete undervisningsforløb og fremviser erfaringer fra fire forskellige grundskoler og fag.

”Der er behov for, at undervisningen bliver mere varieret og mere motiverende for flere elever. Det er der både undersøgelser, der slår fast, ligesom der pt. er en stor politisk vilje til, at det er den vej, vi skal. Men vi ved jo også godt, at det i praksis kan være svært at ændre sin undervisning, og mange lærere efterspørger inspiration til hvordan. Det kan man blive lidt klogere på via andres eksempler,” siger Thomas Rørbeck Nørreby, seniorkonsulent hos EVA.

”EVA’s katalog giver bud på praktisk undervisning, som er knyttet sammen med faglige mål. Dermed er de gode eksempler på, hvad der er forudsætningen for at lykkes med praksisfaglighed: Nemlig at man kan koble den praktiske aktivitet med et specifikt fagligt mål, siger Thomas Rørbeck Nørreby.

De fire cases i kataloget

I inspirationskataloget beskriver EVA fire undervisningsforløb med praksisfagligt indhold. EVA beskriver også, på hvilken måde forløbene er praksisfaglige. Forløbene er både dagligdags eksempler på, hvordan praksisfaglighed kan komme ind i en lektion, og eksempler på lidt længere forløb.

Forløbene er:

  • Danskundervisning om romantikken: Elever inddrages i romantikkens verden ved at bruge deres kroppe, mobiltelefoner og maling til at formidle periodens kendetegn.
  • Brug af kodning og robotteknologi i matematik: Elever udfordrer deres matematiske forståelse ved at kode robotarme til en produktionslinje.
  • Tværfagligt forløb om drømme i håndværk og design: Elever lærer filmiske virkemidler og producerer stopmotion-film om deres drømme.
  • Murerarbejde i matematik: Elever bliver introduceret til murerfaget ved at lave beregninger og mure en mur som en del af matematikundervisningen.

Sådan har vi gjort

Inspirationskataloget er baseret på besøg i fire klasser på forskellige skoler, hvor EVA har observeret undervisningen og har interviewet lærere, ledere og elever. Derudover har vi analyseret forskning og undersøgelser på området for at kunne give en definition af, hvad praksisfaglighed er.