Kvote 2 er de unges chance for at komme ind på drømmeuddannelsen, hvis de ikke har karaktergennemsnittet til at komme ind via kvote 1 – og uddannelsernes mulighed for at skræddersy optaget til netop deres uddannelse. Men kvote 2 skal bruges klogere for at sikre et bedre match mellem studerende og uddannelse.
Af Bjarke Tarpgaard Hartkopf; bragt i Altinget: Forskning 19. marts 2018.
Et optagelsessystem, der sikrer et bedre match mellem ansøger og universitetsuddannelse, var en af de anbefalinger, som regeringens udvalg om bedre universitetsuddannelser barslede med tidligere på ugen. Og der er et betydeligt potentiale for at udvikle kvote 2, så optaget i højere grad matcher ansøgernes faglige forudsætninger og motivation med uddannelsernes indhold. Den måde, uddannelserne bruger kvote 2 på i dag, lader nemlig i mange tilfælde noget tilbage at ønske.
For det første er kvote 2 for svær at overskue. Uddannelserne bruger en myriade af forskellige kvote 2-kriterier, og det er i mange tilfælde vanskeligt for de unge at gennemskue, hvilke kriterier de bliver vurderet på, og hvad de kan gøre for at forbedre deres chancer for at blive optaget. For det andet, og måske mere væsentligt, findes der kun i begrænset omfang viden om, i hvilken grad kriterierne virker efter hensigten. Det er af flere grunde problematisk. Som udvalget om bedre universitetsuddannelser lægger op til, bør optagelsessystemet nemlig i videst muligt omfang sikre, at det er de bedst egnede og mest motiverede studerende, der bliver optaget på uddannelserne. Det sparer både den enkelte studerende, uddannelsesinstitutionerne og samfundet for mange udgifter (og kvaler), hvis man kan opnå et bedre match mellem uddannelser og studerende. Det vil både kunne føre til mindre frafald og formentlig også styrket faglighed og engagement på uddannelserne.
Mange uddannelsesinstitutioner bør derfor interessere sig mere for, hvilke kriterier de anvender i kvote 2, og hvilke konsekvenser det har. Samlet set er erfaringerne med en mere kvalificeret anvendelse af kvote 2-kriterier nemlig, at det i mange tilfælde er muligt at anvende optagekriterier, der kan mindske frafaldet. Erfaringerne viser dog også, at alle kriterier ikke nødvendigvis er lige gode.
Optagesamtalerne i kvote 2 på læreruddannelsen er et eksempel på dette. EVA har for nyligt undersøgt effekten af disse samtaler på frafaldet. Undersøgelsen resulterede i både en god og en dårlig nyhed: Den gode nyhed er, at optagesamtalerne til læreruddannelsen faktisk har haft en effekt på frafaldet. Den dårlige er, at det kun er ét ud af de seks kriterier, som bruges i forbindelse med samtalerne, som kan påvises at hænge sammen med de studerendes frafaldssandsynlighed. Det er et eksempel på, at det er muligt at udnytte kvote 2-systemet til at skabe et bedre match mellem uddannelse og studerende, men også at ikke alle kriterier er lige gode til formålet. Derfor er der al mulig grund til at arbejde på at kvalificere kvote 2-optaget og at opsamle erfaringerne mere systematisk. Til glæde for både uddannelser, ansøgere og i sidste ende resten af samfundet.
