En kønsrefleksiv praksis skal ikke påtvinge børn bestemte aktiviteter eller lege, men give alle børn muligheder for at opdage og elske fodbold, dukkekrogen og krea-værkstedet. Sådan lyder det fra to forskere.
”Der står en pige på fem år. Hun taler dansk.” Køn, alder, sprog. Det er nogle af de tydelige identitetsmarkører, vi mennesker lynhurtigt genkender og afkoder. Og som kan få meget stor betydning for, hvordan vi møder andre – også børn.
Det fortæller Mie Plotnikof, forsker og lektor ved Afdeling for Uddannelsesvidenskab på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet. Hun mener, at det er en meget vigtig del af den pædagogiske opgave at forholde sig til den betydning, køn kan have for, hvordan pædagogisk personale møder det enkelte barn i dagtilbuddet.
”Fordi køn er en afgørende identitetsmarkør i samfundet, kategoriserer vi lynhurtigt både voksne og børn efter køn, og i den kategorisering ligger et væld af samfundskulturelle normer, forventninger og stereotyper, som vi slet ikke tænker over. Fx om, hvordan piger og drenge forventeligt opfører sig, hvad de interesserer sig for, hvad de kan, og hvordan vi skal være sammen med dem.”
Ifølge dagtilbudsloven har alle offentlige dagtilbud en forpligtelse til at tilbyde alle børn, uanset hvem de er, den samme omsorg og de samme muligheder for at udfolde sig i og deltage i aktiviteter, leg og rutiner.
”Det kan dagtilbuddet kun leve op til, hvis pædagogisk personale og ledelse sammen reflekterer over, hvordan køn har betydning for og evt. begrænser børnenes deltagelsesmuligheder,” siger Mie Plotnikof og forklarer, at den refleksion også kan være afgørende for barnets senere oplevelse af at have lige deltagelsesmuligheder i samfundet – uanset køn:
”Det, børn lærer og oplever i dagtilbuddet, lagrer sig i dem og former deres handlinger, forventninger og drømme om sig selv og fremtiden. De bliver socialiseret til at være fx pige eller dreng på særlige måder, som de erfarer, at pædagogisk personale muliggør, forventer eller selv udtrykker sig igennem.”
Forskning viser, at traditionelle kønsopfattelser stadig har forrang i legematerialer, i opbygningen af legesteder og har stor betydning for den måde, pædagogisk personale møder børnene på.
Det siger Kira Saabye Christensen, der sammen med tre forskerkolleger i august udgav forskningsrapporten Køn i børnehaven, der gennem observationer og interviews med børn og personale i fire børnehaver sætter fokus på betydningen af køn i børnehaver i dag. Hun giver et eksempel:
”I en samlingssituation, hvor børnene som udgangspunkt skal sidde stille og lytte, viser vores forskning, at pædagogisk personale ofte reagerer forskelligt på forstyrrelser fra drenge og piger. En dreng vil hurtigere blive set som én, der ikke kan sidde stille, og som er ude på ballade, mens to piger, der hvisker sammen, snarere forstås som nogle, der er i gang med at ’pleje deres sociale relationer’. Vi så, at denne forskel gav anledning til, at drenge får lidt kortere snor end piger og står i større risiko for at få korrektioner. Vi så fx også, at drenge oftere sendes på legepladsen, når de leger eller ser ud, som om de ikke lige er i gang med noget. Børnenes køn får dermed betydning for, hvordan de mødes, og hvad de tilbydes.”
Det fysiske legemiljø understøtter i mange institutioner i en eller anden grad traditionelle kønsopfattelser, siger Kira Saabye Christensen:
”Legetøj, bøger, legekroge og kopi-ark til at farvelægge er ikke neutrale. De fortæller en bestemt historie om, hvad der hører til det at være pige og dreng eller kvinde og mand, og vi ser, at de ofte forstærker en traditionel kønsopfattelse hos børnene.”
Det kan handle om, at dukkekrogen kun tilbyder pigedukker, mens der er hængt plakater af Byggemand Bob op i arbejdsværkstedet. Og fordi børn tager udgangspunkt i det fysiske legemiljø omkring sig og i egne oplevelser og erfaringer, når de leger, er legemiljøet med til at definere, hvornår børn er ”rigtige” drenge og piger, siger Kira Saabye Christensen og tilføjer:
”Børnegrupper oparbejder over tid forskellige legescripts, som de leger ud fra. Her ser vi, at mange af børnenes legescripts indebærer kønstraditionelle roller, hvor faren fx går på arbejde, og moren er sammen med babyen, og prinsessen pynter sig for prinsen, der slås mod en skurk.”
Desuden peger Kira Saabye Christensens og hendes kollegers forskning på, at pædagogisk personale ubevidst kan understøtte, at drenge leger med drenge og piger med piger:
”Når Peter møder om morgenen, er der en større sandsynlighed for, at han bliver spurgt, om han vil lege med biler med Anton, end om han vil med ind i krea-rummet med Sille og Fadime. Men måske ville Anton faktisk gerne have mulighed for at fordybe sig i tegning sammen med de to piger fra stuen,” siger Kira Saabye Christensen.
En kønsrefleksiv praksis handler ikke om at gøre børn forkerte, fordi de leger kønstraditionelt, lyder det fra begge forskere.
Ifølge Mie Plotnikof er det ikke nødvendigvis problematisk, at en gruppe piger bliver ved med at vende tilbage til dukkekrogen for at lege. Men det er problematisk, hvis det sker, fordi det forventes af dem:
”Det er ikke dagtilbuddets opgave at gøre alle piger og drenge glade for fx at spille fodbold eller lege bestemte rollelege, men det er dagtilbuddets opgave at give alle børn muligheden for at erfare sig selv og hinanden i mangfoldige lege- og interaktionsformer. Ligesom det er pædagogisk personales opgave at præsentere en bred vifte af lege- og deltagelsesmuligheder for alle børn, som kan udvide deres handlemønstre, så de ikke altid har den samme rolle i en leg, fx helten, prinsessen, hunden eller babyen.”
Kønsrefleksiv praksis handler om ikke på forhånd at tro, at man ved, hvad børnene er optagede af at lege med, men i stedet om at forholde sig mere reflekteret og nysgerrigt til børnenes perspektiver og orienteringer. Derfor skal børnene ifølge Mie Plotnikof netop mødes af mangfoldige materialer, rollemodeller og legemuligheder, imens de er dagtilbuddet.
”Man må godt spørge sig selv: Når vi ser på vores samlede mængde af pædagogiske aktiviteter og materialer – fx kopi-ark til at farvelægge, udklædningstøj og bøger: Understøtter de, at vi kan tilbyde alle børn mangfoldige deltagelsesmuligheder? Eller skal vi supplere med noget, så der også er mulighed for at tegne, klæde sig ud som og læse om fantasi-figurer, Pippi Langstrømpe og læger og astronauter, der både tilbyder forskellige rollemodeller og har en bredere appel til alle børn, uanset køn?”
Med mindre greb kan pædagogisk personale tilpasse praksis og på den måde give alle børn flere og bedre udfoldelsesmuligheder, siger Kira Saabye Christensen.
En sådan kønsrefleksiv praksis kan indgå som en del af arbejdet med den styrkede læreplan, hvor det beskrives, at dagtilbuddet skal skabe rum for, at børn kan danne venskaber på tværs af køn og skal støttes i en alsidig, personlig udvikling uafhængigt af bl.a. køn. Hendes forskning viser fx, at pædagogiske aktiviteter og lege, hvor pædagogen er med, ofte er med til at åbne for deltagelse på tværs af piger og drenge.
”Ved at igangsætte og deltage i leg og aktiviteter skaber pædagogisk personale en legitim adgang for, at alle børn kan deltage. Det kræver, at man som pædagogisk personale signalerer, at det, der sker, er for alle. Så frem for kun at henvende sig til drenge, når man går på boldbanen, må pædagogen gerne bruge noget ekstra energi på at henvende sig til dem, der ikke af sig selv indtager fodboldbanen. Her kan man også være opmærksom på betegnelser i leg og aktiviteter og fx kalde en ”målmand” for en ”målreder” for at åbne for, at alle børn kan indtage denne position eller rolle. De åbner hermed også en dør til fællesskaber på tværs af køn, som det kan være svært for børnene selv at åbne.”
Kira Saabye Christensen peger også på, at meget af det, pædagogisk personale gerne vil i forvejen, fx at være tæt på eller deltage i leg, også er afgørende for at arbejde kønsrefleksivt. Hun har set flere eksempler på den forskel, pædagogisk personale kan gøre for at brede legene ud:
”Fx ser vi i nogle institutioner, at kun drenge leger med Lego, mens både piger og drenge gør det andre steder. Vores forklaring er, at institutionerne også selv er med til at brede adgangen til legetøjet ud, fx hvis pædagogisk personale selv tager dukkehuset, bilerne eller Lego frem og trækker flere børn med hen til legestederne og ind i legen. Så ser vi typisk også, at børnene efterfølgende selv finder det naturligt og legitimt at tage legetøjet frem og lege med det på tværs af køn.”
Pædagogisk personale kan også udvide repertoiret af roller i børnenes lege:
”Pædagogisk personale kan supplere traditionelle forestillinger om, hvad en prinsesse kan og gør, og hvem der kan være en prinsesse – at drenge fx også kan. De kan også give far-rollen en mere spændende karakter i stedet for at sende ham af sted på arbejde med det samme. Det kan muligvis trække flere drenge til og ind i legen.”
Ligesom alle andre har pædagogisk personale brug for hele tiden at øve sig i at blive opmærksomme på egne forståelser af køn i samspillet med børnene.
”Nogle gange kan man fx spørge sig selv: ’Nu sagde jeg sådan til Anton. Ville jeg have sagt noget andet, hvis det var Sille? Og nu roste jeg lige Anna. Ville jeg have gjort det samme med Anton? Og skal jeg gøre det næste gang?’,” siger Kira Saabye Christensen.
Mie Plotnikof er enig. Hun siger:
”Det første skridt som pædagogisk personale er at spørge sig selv og hinanden: Hvordan spiller køn en rolle hos os? Er der noget i den måde, vi taler til og om børnene på, den måde, vi bruger vores materialer på, og den måde, vi selv agerer på som pædagogisk personale, der kan skrues på, så vi kan tilbyde alle børn flere og mere lige deltagelsesmuligheder – uafhængigt af vores kønnede forestillinger og forventninger? Den pædagogiske ledelse skal derfor også prioritere, at en kønsrefleksiv praksis indgår som en del af den almene praksis og i den løbende evalueringskultur i dagtilbuddet.”
