Artikel

Mine veje til et godt matematisk læringsmiljø

22/05 2018

Få matematik-lektors Michael Wahl Andersens 3 gode eksempler på, hvilke pædagogiske aktiviteter der er sprængfyldte af matematik. 

 

Michael Wahl er sammen med Thorleif Frøkjær, begge fra Københavns Professionshøjskole, drivkræfter bag inspirationsmaterialet "Sammen om matematik", som Københavns Kommune har udviklet til skoler og dagtilbud i kommunen. 

Her får du Michael Wahls  vigtigste bud på, hvad der kendetegner et godt matematisk læringsmiljø. 

1. Grib situationen, når den opstår
Matematisk opmærksomhed går på to ben. Den ene del er børnenes intuitive oplevelse. Den anden del er pædagogens evne til at opfatte det, der sker, som en matematisk mulighed og bruge det som afsæt for en dialog.

2. Se matematik som dannelse
Det handler om at kunne begå sig i hverdagen og kunne forholde sig til det, man bliver udsat for. Matematisk opmærksomhed er et led i at udvikle sig som demokratisk borger. Ligesom sproglig opmærksomhed er det.

3. Brug matematikken, hvor den giver mening
Det er ikke vigtigt, om børnene kan sige en masse tal. Men at de kan dække bord til det antal børn, der skal spise. Eller at de kan forstå, at de, når de laver en hule i skoven, skal bruge nogle pinde, der er kortere end dem selv, og nogle, der er længere. Pædagogernes rolle er at følge børnene og hjælpe dem til at løse de problemer, der opstår.

Tre yndlingseksempler fra matematikvejleder Michael Wahl Andersen

Perleplader: De er tit udskældte, men jeg synes, de er fantastiske, fordi man arbejder med mønstre og design og kan spørge: “Hvad er et mønster?”, “hvor mange perler skal jeg bruge i hvilke farver?” Og meget mere. Det er en fantastisk mulighed for matematik.

Hulebyggeri: Det er ren skovmatematik, som indeholder samtlige matematiske begreber – former, størrelser, antal – og sproglig opmærksomhed.

Uderummet: Gå på jagt efter rektangler, trekanter, cylindre. Brug omgivelserne til at tale om, hvad der er over, under, ved siden af. Der er mange matematiske muligheder og sproglige erkendelser i at gå en tur.