Pressemeddelelse

Ikke-uddannelsesparate elever oplever at blive ladt i stikken

03/07 2018

Mange af de elever, som i 8. klasse er blevet vurderet som ikke-parate til uddannelse, oplever, at de ikke får nogen hjælp til at blive klar til at starte på en erhvervsuddannelse eller i gymnasiet efter 9. klasse.

 

40 % af de ikke-uddannelsesparate unge fortæller i 9. klasse, at der ikke er sket ”noget særligt” i 8. eller 9. klasse, som skulle hjælpe dem med at blive uddannelsesparate.

Det viser en ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Det er desuden begrænset, hvad de ikke-parate unge, der har fået hjælp, har oplevet: 18 % har fx oplevet, at læreren er mere opmærksom på dem, 16 % har haft løbende samtaler med en vejleder, 9 % har fået ekstra undervisning, og 7 % har været i praktik. Det er små andele i betragtning af, at alle ikke-parate unge burde få hjælp.  

Opsigtsvækkende tal

Det er opsigtsvækkende tal, mener chefkonsulent Anne Sophie Madsen, som står bag undersøgelsen. Hun fremhæver, at de er udtryk for, at uddannelsesparathedsvurderingerne ikke har fået den funktion, de var tiltænkt:  

”Det er alt for mange elever, som ikke oplever at få den støtte eller vejledning, som bør følge i halen på en negativ uddannelsesparathedsvurdering. Som vurderingen fungerer nu, er der for mange elever, der oplever at stå alene med deres udfordringer,” siger Anne Sophie Madsen.

UPV ikke en hjælp uden opfølgning

En ud af tre af de ikke-uddannelsesparate unge i EVA’s undersøgelse betragter slet ikke uddannelsesparathedsvurderingen som en hjælp, viser analysen. Det gælder især de unge, der ikke har oplevet at få støtte eller vejledning efter vurderingen. Derfor er der stort behov for at se kritisk på uddannelsesparathedsvurderingerne, siger Anne Sophie Madsen:

”UPV’erne opleves kun som en hjælp, hvis de følges op af handling bagefter. Da det er en administrativt ressourcekrævende proces i det hele taget at gennemføre vurderingerne, er spørgsmålet, om UPV’erne overhovedet giver tilstrækkelig værdi i forhold til at gøre de unge klar til uddannelse – eller om man skulle overveje at bruge ressourcerne anderledes”, siger Anne Sophie Madsen.  

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelsen blandt 588 unge i 9. klasse, der selv har angivet, at de blev erklæret ikke-uddannelsesparate i 8. klasse. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført i foråret 2018.