Artikel

Frie fagskoler hjælper unge videre i en erhvervsuddannelse

06/01 2021

Et ophold på en fri fagskole – som er en videreførelse af de hedengangne husholdnings- og håndarbejdsskoler – kan være en god trædesten mod en ungdomsuddannelse eller job for unge med faglige, sociale eller personlige udfordringer.

Det viser en evaluering, Danmarks Evalueringsinstitut har lavet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Der er 13 frie fagskoler i landet, som primært er kostskoler for unge, der ønsker at gå en praktisk vej mod en ungdomsuddannelse. 

Her modtager de unge både undervisning i praktiske fag og boglig undervisning, og de har mulighed for at forbedre deres karakterer i dansk og matematik i den såkaldte enkeltfagsordning. 


Enkeltfagsordningen giver eleverne muligheder 

Et af målene med enkeltfagsordningen er, at flere unge efterfølgende begynder på en ungdomsuddannelse, særligt en erhvervsuddannelse.

En registeranalyse viser, at elever på enkeltfagsordningen har en overgangsfrekvens på godt 89 % til ungdomsuddannelse 15 måneder efter afsluttet forløb, mens det samme gælder for knap 90 % af eleverne i andre typer af 10.-klassestilbud. 

”I betragtning af at der på enkeltfagsordningen er tale om en elevgruppe med relativt store faglige udfordringer sammenlignet med et ordinært 10.-klassestilbud, peger evalueringen på, at enkeltfagsordningen lever op til målsætningen om at bidrage til, at flere unge kommer i gang med – en ungdomsuddannelse,” siger konsulent Laura Rosenkvist Hansen fra Danmarks Evalueringsinstitut, der står bag evalueringen. 

 



Mere om undersøgelsen

Undersøgelsen af de frie fagskoler indeholder to dele: 

  1. En beskrivelse af skolernes formål, undervisningstilbud, elevgruppe og pædagogik.
  2. En evaluering af den enkeltfagsordning og det medfølgende karakterkrav, der siden 2015 har givet de frie fagskoler mulighed for at tilbyde undervisning som enkeltfag i dansk og matematik.

Rapporten er udarbejdet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Evalueringen bygger på fire kilder: 

  • En forundersøgelse bestående af Skype-interview med sekretariatet for Foreningen af Frie Fagskoler.
  • En systematisk kortlægning af de frie fagskolers undervisningstilbud og elevgrundlag gennem strukturerede telefoninterview med forstandere på samtlige 13 frie fagskoler.
  • En kvalitativ interviewundersøgelse blandt ledelse, lærere og elever på tre udvalgte skoler i foråret 2020 
  • En registerbaseret analyse af elevernes baggrund og overgang til ungdomsuddannelse gennemført af STUK