Artikel

Ny lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø styrker ledernes kompetencer

03/07 2020

Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø er en vellykket uddannelse, som styrker ledernes kompetencer. Det viser EVA's evaluering af uddannelsen, som henvender sig til ledere i staten.

EVA’s evaluering af Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø til ledere i staten viser, at uddannelsen lever op til sine mål. Det vil sige, at den klæder de statslige ledere bedre på i forhold til at fremme et godt psykisk arbejdsmiljø samt at forebygge og håndtere udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdspladser. Evalueringen viser, at deltagerne har fået basal viden om psykisk arbejdsmiljø, konkrete redskaber, de kan bruge i deres daglige arbejde samt større tryghed i deres rolle som leder, når de skal forebygge mistrivsel og håndtere konkrete udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads.

Evalueringen peger dog også på forbedringspotentialer. Især arbejdet med personlige udviklingsplaner, som kan spille bedre sammen med resten af uddannelsen, end det er tilfældet, samt arbejdet med netværksmøderne. Begge elementer spiller en vigtig rolle i uddannelsen.

Evalueringen er lavet efter det første gennemløb af uddannelsen, der blev skabt i forbindelse med overenskomstaftalen i 2018 mellem Finansministeriet (nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen) og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU). Uddannelsen har omfattet tre undervisningsdage samt to netværksmøder indlagt mellem disse.

Om undersøgelsen

Evalueringen omfatter dels en kvantitativ, dels en kvalitativ dataindsamling med særligt henblik på at give mulighed for at se en progression i deltagernes egne oplevelser af læringen på uddannelsen. Endvidere belyser den kvalitative del nogle af de oplevelser, deltagere og undervisere har haft med uddannelsen, for at kaste lys på, hvordan uddannelsen opfylder formålet. Den kvantitative dataindsamling består af spørgeskemaundersøgelser til deltagerne, mens den kvalitative dataindsamling består af fokusgruppeinterview med deltagere og individuelle interview med alle undervisere