Lektor i sundhedspædagogik: Pædagogisk nysgerrighed er afgørende for børns maddannelse

Hvad skal man gøre for at styrke børnenes maddannelse?

”Mit første råd er, at man som leder tager ansvar for at udvikle en fælles mål­tidspædagogik. Inddragelse af pædago­gisk personale er altafgørende. Ligesom arbejdet med fx børnenes sprog og krops-bevidsthed kræver pædagogisk arbejde med børns maddannelse og måltids-kultur professionelle kompetencer, ram­mesætning, tid og ambitioner.”

Hvordan kan en fælles måltids-pædagogik hjælpe personalet i arbejdet med mad og måltider?

”Det handler om at have nogle fælles retningslinjer for, hvordan børn og per­sonale er sammen om maden og mål-tidet. Personalet skal være klar over, at den måde, de taler om, hvad de kan lide og ikke lide, har stor betydning for bør­nene. Fx kan man i fællesskab beslutte, om og hvordan personale og børn skal smage på mad, de ikke har lyst til. På den ene side vil personalet måske gerne have børnene til at smage så meget som muligt, men de vil på den anden side ikke overskride børnenes grænser og tvinge dem – ligesom de ikke nødvendig­vis selv har lyst til at smage på alt. Derfor kan personalet have glæde af et reper­toire af handlemuligheder under mål-tidet. Fx skal de vide, hvordan de evt. kan støtte barnet i at overskride sig selv og få fx et stykke porre i munden.”

Hvilken rolle spiller de madprofessionelle i arbejdet med maddannelse?

”Det en god idé at være i løbende dialog med den madprofessionelle og invitere til møder, hvor man sammen drøfter sammenhængen mellem måltider og dagens aktiviteter og rutiner. Det giver den madprofessionelle mulighed for fx ikke bare at præsentere dagens frokost, men også gøre det i sammenhæng med noget, børnene har været optagede af. Hvis det er årstid for hokkaidogræskar, kan en aktivitet om formiddagen være at skære hokkaidoer op og lægge frøene til tørre. Til frokost kan den madprofessio­nelle så servere hokkaidosuppe. Det kan også blive en aktivitet at gå i fiskehand­leren, købe en hel ørred og sidde uden­for og udbene og rengøre fisken, så bør­nene får en tydelig fornemmelse af, hvad de skal spise i dag. Pædagoger kan bakke op med små spil og lege, der kan understøtte fokus på fisk.”

Hvordan kan personalet konkret styrke børnenes madmod under måltidet?

”Med pædagogisk kompetence og nys­gerrighed. Hvis pædagogisk personale fx selv omtaler chili med ordene: ’Det her er lidt stærkt i min mund, så derfor vil jeg ikke have så meget mere af det’, åbner man for, at børnene også kan prøve sig frem og smage! Og hvis pæda­gogisk personale tør sætte egne smag­serfaringer i spil ved fx at sige: ’Hjemme hos mig spiser vi tit ris til kylling, så jeg synes, det er spændende at få kylling i en tærte’, kan det være en åbning for, at børnene også fortæller, hvad de er vant til og kan lide, og måske også hvad de kunne tænke sig at smage.”

Hvordan kan man inddrage børnene i måltidet?

”Allerbedst er det, hvis børnene kan være med til at tilberede måltidet, så de lærer at lave mad. Det kan ikke altid lade sig gøre i et køkken i en institution, men så gælder det om at gøre madlavning til­gængelig for børnene. Server fx æggene med skaller, så børnene selv skal pille dem og bruge en æggedeler. Eller opsæt kogeplader et sted i huset eller udenfor, hvor børnene kan øve sig i at koge en suppe eller kartofler. Det kan man gøre, uanset om institutionen har madord­ning, eller om børnene har madpakker med.”

Hvordan kan man arbejde med maddannelse i institutioner, hvor børnene har madpakker med?

”Her kan personalet arbejde med simple råvarer uden for måltiderne, fx ved at købe æbler og skrælle dem, rive dem og smage på dem sammen med børnene. Det er også vigtigt, at madpakken serve­res på en tallerken. Det giver børn og pædagogisk personale mulighed for at tale om, hvad børnene spiser hver især. Det kan være en udfordring, at nogle børn ikke selv synes, at deres madpakke er så spændende. Men ligesom i alle andre situationer handler det om pæda­gogisk nysgerrighed og kompetent, pro­fessionelt arbejde.”