Artikel

Sådan kan pædagoger bedst hjælpe legen på vej

11/06 2019

Legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud, står der i den styrkede pædagogiske læreplan. Men hvorfor er leg så vigtig for børn? Og hvordan kan I som pædagogisk personale bedst hjælpe legen på vej?

"Børn leger for at være i live. Når de ikke leger, bliver de deprimerede. Det modsatte af leg er depression. Dét er vigtigt for pædagoger at forstå og være nysgerrige på. Mere end at fokusere på at legitimere, hvad legen fører til.”

Den norske professor Berit Bae har igennem mange år forsket i børns leg, anerkendelse i relationen mellem pædagogisk personale og børn og senest i sammenhængen mellem leg, læring og politik. Hun kan ikke understrege nok, hvorfor man i dagtilbuddet og i samfundet generelt skal have blik for legens betydning.

“Børn tager legen i brug i alle situationer. Ikke bare i dem, de voksne definerer som leg. Når de er på tur, når de er i bad, når de spiser… Leg er livsvigtig for børn. Det er en grundlæg­gende del af deres måde at være til stede i verden på. Man kan ikke anerkende børn uden også at anerkende børns leg,” konstaterer Berit Bae.

 

Leg er en grundlæggende rettighed

I 2018 blev leg skrevet frem i den styrkede pædagogiske læreplan som en del af det fælles pædagogiske grundlag. Helt konkret lyder formuleringen, at leg “har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud”, og at “børns spontane og selvorganiserede leg skal (…) anerkendes og respekteres og gives betydelig plads i hverdagen i dagtilbuddene.”

Berit Bae ser det som en vigtig tilkendegivelse, at legen, ikke mindst børns selvorgani­serede leg, har fået en fremtrædende plads i det danske lovgrundlag. Hun hæfter sig ved, at formuleringerne i den styrkede pædagogi­ske læreplan lægger sig tæt op ad FN’s Børne­konvention, som netop etablerer leg som en grundlæggende rettighed for børn. På linje med ytringsfrihed og retten til rent drikkevand.

“Den danske regering har lagt sig tæt op ad FN’s Børnekonvention. Det er meget positivt, for det forpligter myndigheder på alle niveauer til at have respekt for børns måde at gå til verden på. I hele styringskæden, hele vejen gennem systemet og i det enkelte dagtilbud,” siger Berit Bae.

Legen er barnets første sprog

Men hvad er det egentlig, der gør, at legen er så vigtig for børn? Berit Bae henviser til forsk­ning af A-L Schibbye og E. Løvlie, som omtaler legen som barnets ̒første sprog’.

“Det handler om, at det er gennem legen, at barnet får kontakt til og udtrykker sine tanker og følelser. Og gennem legen, at det udvikler sin fantasi, sociale kompetencer og identitet,” siger Berit Bae.

Anden forskning beskriver legen som en aktivitet, hvor børn helt på deres egne præmis­ser, i overensstemmelse med deres egne spon­tane behov og interesser, øver sig i at forholde sig søgende, udforskende og skabende til deres omgivelser.

I legen skaber de en forestil­lingsverden og et alternativ til den aktuelle virkelighed, hvilket udvikler deres fantasi; de forhandler roller og deltagelsesmuligheder, hvilket udvikler deres sociale kompetencer; de kommunikerer med og uden sprog, og de øver sig på at håndtere konflikter og i at gå ud og ind ad fællesskaber.

Forskel på børns og voksnes perspektiver på leg

Legen er altså med til at danne børn socialt og personligt som individer, der kan tage del i ver­den og samfundet. Og der er således vigtige årsager til, at børn leger. Men, understreger Berit Bae, børn har ikke noget bestemt formål med deres leg. Andet end legen i sig selv. Hvorimod voksne typisk ser på leg på en anden måde.

“Børn leger for at lege. Der ligger ikke noget udenfor. De leger for at være i situationen, i processen. Voksne begynder hurtigt at tænke på, hvad en leg kan være godt for. Hvad kom­mer der ud af det? Det bliver let til noget meget formålsbestemt, siger Berit Bae.

Hun pointerer, at det som pædagogisk personale er afgørende at være opmærksom på børns perspektiver på leg. Et alt for formålsbestemt blik på legen kan ifølge Berit Bae have flere utilsigtede konsekvenser:

“Det kan betyde konflikter mellem pæda­goger og børn. Og det kan betyde, at børnene får en ringere livskvalitet. Fordi de ikke får den adgang til deltagelse og indflydelse på eget liv, som de har brug for. Og som de også har ret til ifølge FN’s Børnekonvention,” konstaterer Berit Bae.

Leg opstår hele tiden

I dagtilbuddet finder legen sted i forskellige situationer. Helt overordnet kan man skelne mellem voksenstyret leg, selvorganiseret leg og leg, der opstår i rutinesituationer.

I den vok­senstyrede leg sætter det pædagogiske perso­nale en ramme for legen, som fx at synge til samling, male i værkstedet eller lege med bog­staver. Ofte har den voksenstyrede leg et formål. I børns selvorganiserede leg eller “fri leg”, som den ofte kaldes, er legen formålet i sig selv. Rutinesituationer kan danne afsæt for leg, fx når børn plasker med vand, mens de vasker hænder, eller danser, mens de dækker bord.

I praksis vil de forskellige legesituationer ofte overlappe. Den voksenstyrede samling kan give rum for børns selvorganiserede leg, når to børn pludselig beslutter sig for at stå på et ben og synge. Og børns selvorganiserede leg kan blive udvidet og udviklet af voksenstyring, når en pædagog hjælper et barn ind i legen eller udvikler en leg, der er gået i stå.

Sådan kan I understøtte legen

Som pædagogisk personale har I mulighed for at understøtte og udvikle legen på flere måder. I kan komme med nye idéer til at bruge et lege­materiale eller indføre et nyt, som et tæppe til opmærk­somheden mod noget bestemt – “Hvad sker der, hvis I prøver at dykke dybere ned i sandet?”

I kan styrke det sociale samspil ved at hjælpe til at løse eller forebygge konflikter eller beskyt­te legen mod opløsning ved at give den et skud energi og minimere barrierer – fx flytte charter­rejselegen væk fra cykelbanen, så den ikke bliver forstyrret.

Hjælp børn med legestrategier

Selv om leg er en grundlæggende del af børns liv, er det ikke alle børn, der har lige let ved komme ind i legefællesskabet. Og her ligger der en vigtig opgave for jer som pædagogisk personale, der ifølge den styrkede pædagogiske læreplan har ansvar for, at alle børn trives i legen. I kan hjælpe et barn ind i legen gennem forskellige legestrategier og ved at lære børne­ne selv at mestre dem, forklarer Ditte Winther-Lindqvist, der forsker i leg på Danmarks Pæda­gogiske Universitet.

“Mange børn spørger direkte ‘Må jeg være med?̓ Men i stedet skal de øve sig i at observere legen for selv at finde en rolle, så de eksempelvis kan spørge ‘Må jeg være faren?̓ eller Skulle jeg ikke lave is til jer?̓ I det sidste eksempel handler de sig ind i legen og udfylder en funktion,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Som pædagogisk personale kan I gå foran ved at finde en rolle til barnet, fx “så var du bageren”; at gøre barnet attraktivt ved selv at lege med barnet, så de andre børn har lyst til at være med, eller ved at tilbyde barnet lege­materiale, der kan udvikle legeuniverset. Som når madvognen bliver til en stewardessevogn, der serverer juice for familien i flyvemaskinen på vej til Gran Canaria.

Konflikter er o.k.

Ditte Winther-Lindqvist understreger, at det dog ikke nødvendigvis altid er dårligt at opleve at være uden for en leg. Så længe det ikke er syste­matisk.

“I dagtilbuddet er konflikter o.k. De er indimellem en del af legen og kan ligefrem være udviklende. Men det er selvfølgelig ikke i orden at have en eksklusionskultur, hvor nogle syste­matisk er ekskluderet. Her må pædagogerne have det konkrete skøn,” siger Ditte Winther-Lindqvist og pointerer, at der i de forskellige dagtilbud vil gælde forskellige normer for, om man må sige nej til en, der spørger, om ved­kommende må være med. Personligt mener hun, at et nej kan være helt i orden.

“En god leg er et komplekst samspil mellem et antal børn. Og en ekstra person kan være forstyrrende. Derfor må man godt sige nej til, at nogen vil være med, hvis der er en begrun­delse i legen,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Bidrag til legen uden at ødelægge den

Men hvornår skal I så gå ind i legen, og hvornår skal I lade børnene lege i fred? Det er der ingen enkle svar på, og tværtimod er det en daglig balance, som det kræver viden og faglighed at ramme.

“Voksne skal passe på, at de ikke tror, de skal være med i legen. Store studier viser, at der skal være en balance mellem børns spontant orga­niserede aktiviteter med andre børn, og den tid, de er sammen med voksne omkring aktiviteter. Det vigtige er at notere sig, at nogle børn behø­ver meget hjælp for at blive gode til at lege, mens andre børn nyder børnefællesskabet om legen og mestrer det fuldstændig,” siger Ditte Winther-Lindqvist og fortsætter:

“Voksne skal blive gode til at bidrage til legen på legens præ­misser. Det kræver analytisk kompetence. De skal kunne analysere legen for at understøtte den. Og det kræver, at de har kendskab til legens forskellige typer, stemninger og børne­gruppens unikke sammensætning.”

Fra højspændt leg til forbunden leg

Den konkrete analyse af legen kan ske ud fra forskellige perspektiver, der hver især giver mulighed for at skelne mellem forskellige typer af leg. Set i et såkaldt kendetegnsperspektiv kan legen sorteres i typer som vild leg, stille leg eller sanseleg. Ud fra et socialt perspektiv, hvor man vurderer legen ud fra graden af social inter­aktion, kan man skelne mellem legetyper som aleneleg, parallelleg og forbunden leg. Og ud fra et stemningsperspektiv kan man beskrive legen som fx højspændt, koncentreret eller opstemt.

Ikke meget prestige i gryntelyde

Men hvor gode er vi egentlig til at have blik for legen i danske dagtilbud? Generelt er vi ret gode, vurderer Ditte Winther-Lindqvist, fordi børns leg er i tråd med værdierne i det skandinaviske børnesyn. Men der er plads til forbedring, og det handler især om, at det pædagogiske personale selv kaster sig ind i legen, mener forskeren, der i den forbindelse særligt ser to udfordringer:

“For det første ligger der et stort kontroltab i at lege. Til voksenopgaven knytter sig et ansvar for at holde styr på tropperne, tjekke tiden, huske, hvornår det er frokost. Det er den største killer for at tage del i legen, at voksne skal være til stede på begge måder.”

“For det andet er der nogle voksne, der ikke er så vilde med at lege. De kan måske godt finde ud af det, når de er alene med børnene. Men de bliver forlegne, når deres kolleger eller forældre ser, at de ligger på gulvet og siger gryntelyde. Det kan godt være, at forældrene synes, det er cool, men pædagogerne selv oplever ikke, at der er meget prestige i det.”

Alle pædagoger burde være gode til at lege

Ditte Winther-Lindqvist anbefaler, at man i dagtilbuddet prioriterer at sætte legen på dagsordenen – i sin organisering og strukturel­le tilrettelæggelse, så der er plads til, at både børn og voksne kan lade sig rive med; i sin kommunikation til forældrene og i ansættel­sessammenhænge.

“Legekompetencer har ikke været det, der var i højsædet for den kompetente pædagog. Men leg skal ikke være reserveret til den unge medhjælper på legepladsen. Ideelt set burde legen være en grundlæggende del af den pædagogiske tilgang, og alle pædagoger burde være gode til selv at lege.”

Berit Bae er enig og slutter af:

“Der bør være mere fokus på legekompetencer både i ansæt­telsen og i uddannelsen af pædagoger. For legen er en så vigtig dannelsesproces. Det er her, børn udvikler alt det, som kommer dem til gode som individer, og som kan komme os til gode som samfund.”

Det siger den styrkede pædagogiske læreplan om leg

"Legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud. Legen er også grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling, og legen fremmer blandt andet fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet. Nogle gange skal legen støttes, guides og rammesættes, for at alle børn kan være med, og for at legen udvikler sig positivt for alle børn." (Forarbejder til dagtilbuds-lovens § 8, stk. 2,)

Kilde: Den styrkede pædagogiske læreplan, rammer og indhold, udgivet for Børne- og Socialministeriet af Danmarks Evaluerings-institut (2018)

 

Kend de forskellige typer af leg

Leg kan opdeles i typer ud fra forskellige perspektiver, fx:

Et legeudviklingsperspektiv:

opdeler legen i typer som imitationsleg, rolleleg og regelleg, der knytter an til forskellige faser i barnets udvikling.

Et stemningsperspektiv:

opdeler legen efter, hvilken stemning der præger legen – fx højspændt, euforisk, hengiven, opspændt.

Et socialt perspektiv:

leg sorteres efter graden af social interaktion, fx aleneleg, parallelleg, den forbundne leg og den kooperative leg.

Et indholdsperspektiv:

opdelingen knytter an til legens indhold og legemateriale – fx kulturel leg, hvor der leges med Beyblades, eller konstruktionsleg, hvor magneter er legematerialet.

Et kendetegnsperspektiv:

anvendes ofte i praksis i dagtilbud og skelner fx mellem turtagningsleg, sanseleg, vild leg, tumleleg eller stille leg.

Kilde: Kort om social udvikling, udgives for Børne- og Socialministeriet af Danmarks Evalueringsinstitut (udkommer i løbet af 2019)