Når børn spiser sammen, er der mere på spil end bare at få stillet sulten. Måltidet er også et sted, hvor børn kan øve sig i demokratiske processer.
Når Carlo putter remoulade på sin makrelmad eller hælder ærterne op i mælken, er der ikke bare tale om ulækkert griseri eller dårlige vaner. Han er tværtimod i gang med at øve sig i demokrati.
Det mener den norske forsker Berit Grindland, som har undersøgt, hvordan demokratiets spilleregler kommer til udtryk i en almindelig måltidssituation. Hendes forskning peger på, at måltidens fællesskab er et rigtigt fint sted for børn at øve sig i demokratiet, hvor uenighed er en vigtig ingrediens.
For når Carlo putter remoulade på makrelmadden eller ærter i mælken, sætter han samtidig spørgsmålstegn ved, hvad der er rigtigt og forkert mad. Dermed er han med til at udvide rammerne for, hvordan man deltager i måltidets fællesskab - medmindre man som voksne skynder sig at forklare, at makrel og remoulade er et dårligt match.
Grindlands forskningsprojekt, der bygger på en gennemgang af pædagogers samtaler om børnehavemåltidets socialdimension, viser, at der er to tilgange til at forstå og fortolke børns måder at spise på:
Hvis du har en ordenstilgang, har du ”det rigtige” i fokus. Her vil makrelmaden med remouladen blive opfattet som en uønsket udfordring af den bestående orden om frokosten, hvor fx bestemte madvarer hører sammen: remoulade på torskerognen og mayonnaise på makrelmaden. Eller hvor måltidet har en bestemt rytme: Man spiser rugbrødet først og frugten til sidst.
Hvis der er en stærk ordenstilgang til måltidet, er det heller ikke velkomment, hvis fx et barn vælter en kop eller rejser sig før tid.
Berit Grindland forklarer, at ordenstilgangen fx kommer til udtryk ved, at pædagoger bruger ord som ”med vilje” og ”bevidst”, når de fortolker situationer, hvor et barn har forstyrret den eksisterende orden. Fx med en ”forkert” mad eller ved at vælte en kop mælk: Pædagogerne vil gennem det, de siger og gør, forsøge at genoprette ordenen i måltidet.
Hvis du i stedet har en udforskningstilgang, ser du forstyrrelser som noget positivt og spændende. Pædagoger, der har en udforskningstilgang, fortolker fx i mindre grad forstyrrelser som noget, der udfordrer den bestående orden, snarere som et spændende perspektiv.
Pædagogerne bruger stadig ord som ”med vilje” og ”bevidst”, men de bruger dem sammen med ord som ”eksperimenter” og ”overraskende”. Med andre ord: De voksne er måske nok uenige i Albas valg af mad, men i stedet for at genoprette ordenen ved at sikre den rigtige kombination af pålæg, vil fokus i stedet være på at lade hende udforske sit valg og spørge om, hvordan hun synes, det smager.
I praksis, viste det norske forskningsstudie, vil man trække på begge tilgange, når man fortolker og korrigerer børns opførsel under måltidet - alt efter situationen.
Og sådan skal det også være, vurderer Berit Grindland. For det kan være værdifuldt for børn, at der er nogle rammer, der fremstår som faste og rigtige. Som fx at maden skal spises ved bordet, eller at der skal være mad til alle.
Samtidig er det dog vigtigt også hele tiden at have for øje, at tingene kunne være anderledes, og være åben overfor de forslag, børnene kommer med gennem deres måder at deltage på. I det perspektiv kan Carlos mærkelige makrelmad give børnene vigtige erfaringer.
For makrelmadden bliver måske ikke en ny livret, men den kan lære børnene, at måltidets regler og rammer kan sættes til diskussion, fortolkes og ændres – og at de som måltidsdeltagere kan deltage i denne ændringsproces. Det er måltidets lille demokratiske øjeblik.
