PRESSEMEDDELELSE

8. klasse-elever er i tvivl om deres uddannelsesparathed

06/12 2017

Uddannelsesparathedsvurderingerne er præget af uklarhed, og mange unge ved ikke, om de er vurderet uddannelsesparate eller ej. En stor del af de ikke-parate unge oplever desuden ikke, at skolerne igangsætter en indsats, der kan hjælpe dem til at blive parate.

 I disse dage får unge i 8. klasserne landet over besked fra deres skoler om, om de er fagligt, socialt og personligt parate til at starte på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse.

Men omkring 20 % af de unge, som er blevet vurderet ikke-uddannelsesparate, ved faktisk ikke, at det er tilfældet, og yderligere 25 % ved enten ikke, om de er blevet vurderet, eller mener slet ikke, at der er sket en vurdering.

Det viser en analyse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) står bag.

”Det er problematisk, at der blandt de unge er så stor uklarhed om parathedsvurderingen, hvis de unge reelt skalhave mulighed for at arbejde på at blive uddannelsesparate,” siger chefkonsulent Anne Sophie Madsen, der står bag analysen.

Ved ikke, om skolen skal hjælpe
Intentionen med uddannelsesparathedsvurderingerne er, at skolen og UU-vejledningen på baggrund af en ikke-parathedsvurdering skal igangsætte en målrettet indsats, der skal hjælpe eleven til at blive uddannelsesparat.

Det oplever de fleste ikke-parate elever bare ikke: 12 % af dem mener, at der ikke skal ske noget særligt i skolen, mens 42 % ikke ved, om der skal ske noget.

Det er alarmerende høje tal i betragtning af, at uddannelsesparathedsvurderingerne skal sikre, at eleven får den støtte og vejledning, vedkommende har brug for for at blive klar til en ungdomsuddannelse, siger Anne Sophie Madsen:

”Hovedparten af de ikke-uddannelsesparate unge er faktisk meget nervøse for, om de bliver erklæret parate i 9. klasse, og som praksis ser ud aktuelt, oplever en meget stor del af de unge ikke, at skolen tager et ansvar for at hjælpe dem til at blive parate,” uddyber hun.

Hertil kommer, at 17 % af de unge ikke ved, hvad de selv skal arbejde med for at blive parate.

Fakta: Det kendetegner de ikke-parate unge

  • De trives dårligere i skolen
  • De har mindre viden om uddannelsessystemet
  • De har dårligere faglig selvtillid og mindre indre motivation end de uddannelsesparate
  • De oplever i mindre grad end de uddannelsesparate at få den hjælp, de har brug for.
    Kilde:  EVA's notat "Uddannelsesparathed i 8. klasse", 2017

Sådan har vi gjort

Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 5400 unge gennemført fra marts-maj 2017. Data er efterfølgende koblet til registerdata fra Danmarks Statistik og sammenholdt med registreringerne i det nationale system optagelse.dk. Analysen indgår i en fireårig forløbsundersøgelse, der følger de unge, der gik i 8. klasse i skoleåret 2016/17 frem til 2020.

Fakta: Så mange unge erklæres ikke-parate i 8. klasse

2017: 28 %
2016: 27 %
2015: 25 %

Kilde: ”Fra ikke-parat til parat” EVA 2017