PRESSEMEDDELELSE

Sådan ser et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger ud

20/09 2016

EVA har med baggrund i forskningslitteratur identificeret 5 kendetegn ved et velfungerende samarbejde mellem lærere og pædagoger om undervisningen i grundskolen.

I et notat kigger EVA på, hvilke bud litteraturen har på, hvad der kendetegner et velfungerende samarbejde mellem lærere og pædagoger om undervisningen i folkeskolen.

De 5 kendetegn ved et velfungerende samarbejde mellem lærere og pædagoger

I notatet beskrives fem forskellige kendetegn ved et velfungerende samarbejde mellem lærere og pædagoger om undervisningen:

”I praksis vil de fem kendetegn ofte overlappe hinanden og lige frem være forudsætninger for hinanden. Når vi alligevel præsenterer dem hver for sig her, er det for at kunne synliggøre de forskellige dele af et godt samarbejde” forklarer Signe Mette Jensen, chefkonsulent hos EVA, som også er projektleder på projektet.

1. Der er klarhed over faggruppernes roller og mulige bidrag, så begge gruppers faglighed og kompetencer bringes i spil

En klar rollefordeling muliggør, at begge faggrupper bevarer deres egen faglighed og bringer deres særegne kompetencer i spil over for eleverne. Det sikres ved, at parterne løbende forventningsafstemmer med hinanden, har en dybdegående viden om hinandens faglighed og sammen taler sig frem til et fælles mål med samarbejdet og en fælles forståelse af, hvordan de hver især bedst bidrager i forbindelse med samarbejdet om elevernes udvikling, læring og trivsel.

2. Lærere og pædagoger planlægger og evaluerer i fællesskab undervisningen

Lærerne og pædagogerne mødes og gennemfører såvel planlægning af kommende undervisning som efterfølgende evaluering af de gennemførte undervisningsforløb sammen. Den fælles planlægning sker både på lang sigt (fx årsplanlægning) og på kort sigt (fx planlægning umiddelbart op til undervisningen). Den fælles planlægning gør, at begge faggrupper har ejerskab til og tager ansvar for undervisningen og andre fælles aktiviteter.

3. Lærere og pædagoger giver hinanden sparring, og begge parter oplever, at de udvikler deres faglighed i samarbejdet

Når samarbejdet er velfungerende, er det kendetegnet ved, at begge professioner udvikles. I samarbejdet er der plads til, at parterne ikke nødvendigvis er enige eller ens, men at de bruger eventuelle uenigheder til at lære af hinanden, udvikle sig og udvikle deres praksis. Der er tid til fælles sparring og feedback, så begge parter oplever at udvikle sig i samarbejdet.

4. Begge parter betragter hinanden som ligeværdige i samarbejdet

Lærerne og pædagogerne oplever, at begge fagligheder får en central plads og betragtes som ligeværdige, og faglighedernes forskelligheder værdsættes. Der er en kultur, hvor forskellighederne faggrupperne imellem ses som et gode og som noget, der skal holdes fast i.

5. Ledelsen bakker op om og leder samarbejdet

Ledelsen spiller en stor rolle med hensyn til at rammesætte samarbejdet. Rammesætningen er af både praktisk og organisatorisk karakter og handler også om at præge samarbejdskulturen på skolen ved at anerkende og bakke op om samarbejdet.

Yderligere oplysninger

Kontakt chefkonsulent Signe Mette Jensen, 9356 4391, smj@eva.dk