Danske unge er generelt meget vidende om demokratiske principper, men mindre handlingsorienterede, når det kommer til at påvirke samfundet omkring dem. Gymnasierne spiller en vigtig rolle i at forene de unges demokratiske dannelse og politiske engagement, mener ph.d. og lektor Jonas Lieberkind, der forsker i unge og medborgerskab.
Det står rigtig godt til med den demokratiske dannelse blandt danske unge. Faktisk så godt, at danske unge i udskolingen har det højeste testgennemsnit af alle i en international undersøgelse fra 2016 (ICCS) af unges viden om politik, samfundsforhold og demokrati foran jævnaldrende i lande som Taiwan og Sverige.
Samme undersøgelse viser dog også, at danske udskolingselever er den gruppe af unge, der på tværs af alle deltagende lande i lavest grad betragter det som vigtigt, at voksne borgere er engagerede i protestdemonstrationer, menneskerettigheder og miljø. De danske udskolingselever vurderer derimod, at de vigtigste kendetegn ved gode voksne borgere er, at de altid overholder loven og udviser respekt for myndigheder.
Jonas Lieberkind, der er lektor ved DPU og en af forskerne bag den danske deltagelse i ICCS-undersøgelsen, forklarer, at dette billede også bekræftes i hans øvrige forskning i unge og medborgerskab:
Hvis vi har en hel ungdom, der trækker sig fra det almindelige parlamentariske rum, så har vi et problem.Jonas Lieberkind
“De danske unges demokratiske dannelse er stærk, når det kommer til at respektere myndighederne, have forståelse for samfundet og viden om demokratiske principper. De er enormt vidende og også interesserede, men samtidig meget reserverede. Så der viser sig et skel mellem, at man godt kan være vidende om og engageret i samfundet omkring en, men alligevel ikke være særlig handlingsorienteret,” siger Jonas Lieberkind.
Ifølge Jonas Lieberkind vidner det om, at vi har en ordentlig ungdom, som generelt er pligtopfyldende, efterlever de krav, der stilles til dem, og har en reservation i forhold til at udfordre autoriteter. Han understreger dog, at det ikke skal forveksles med, at de unge er ligeglade med eller ikke bekymrer sig om det samfund, de lever i:
“Reservationen har også en demokratisk funktion. Det er en særlig politisk attitude og måde at deltage på. Den reserverede borger er ikke en, som venter med at handle, men en borger, som handler passivt. Det er altså en borger, som har trukket sig fra det offentlige rum – ikke fordi personen er politisk uengageret, men fordi det offentlige rum ikke opleves som en relevant spilleplade,” siger Jonas Lieberkind.
Jonas Lieberkind finder i sin forskning, at de unge trækker sig fra politisk engagement i det offentlige rum, fordi de alligevel ikke oplever at kunne påvirke samfundsudviklingen gennem demokratiets traditionelle veje. Selvom de har tillid til systemet, finder de det uoverskueligt og uopnåeligt at få indflydelse på politiske beslutninger, og de oplever, at den offentlige debat er kørt af sporet, før den er kommet i gang – særligt på de sociale medier.
Der, hvor de unge påvirker andre politisk, er i høj grad i det trygge og nære – især i familien.Jonas Lieberkind
I stedet har de unges politiske spilleplade for, hvilke normer og værdier der skal gøre sig gældende i samfundet, rykket sig fra det offentlige rum til det nære, private rum blandt venner og familie. Og her står de unge stærkt ifølge Jonas Lieberkind:
“Der, hvor de unge påvirker andre politisk, er i høj grad i det trygge og nære – især i familien. Det bedste eksempel er, at mange familier med et hjemmeboende ungt menneske har haft en periode, hvor de er blevet vegetarer. Det er ikke forældrene, som er kommet på den idé, men børnene. Det spiller pludselig ind i en større diskurs om klimabevidsthed, hvor børnene har gjort deres forældre opmærksomme på, at man kan leve og forbruge på en anden måde,” siger Jonas Lieberkind.
De unge ser det måske ikke selv som en politisk handling, når de får deres forældre til at droppe kødet til fordel for bønnerne. Men det er vigtigt, at de unge indser, at disse tilsyneladende trivielle hverdagshandlinger i sidste ende også er udtryk for et politisk engagement, siger Jonas Lieberkind.
Dén indsigt er nemlig vigtig for de unges politiske dannelse og oplevelse af demokratisk selvtillid:
“Du kan godt gå hjem og gøre en masse, men hvis du ikke er bevidst om, at det faktisk påvirker samfundet, du er en del af, så ændrer det jo ikke noget ved din tro på, at du kan gøre dig politisk gældende,” forklarer Jonas Lieberkind.
Derfor mener han, at gymnasierne, og ungdomsuddannelserne i det hele taget, spiller en vigtig rolle i forhold til at gøre de unge bevidste om deres potentiale som politiske aktører.
“Gymnasierne har at gøre med de unge i en vigtig livsfase, hvor de er ved at løsrive sig fra deres familie og fra et system, som har været obligatorisk. De bliver myndige, får erfaringer med arbejde efter skolen og skal gøre sig overvejelser om, hvad de vil i fremtiden. Et liv med stærkere politiske implikationer begynder at trænge sig på. Det er lige præcis i gymnasiet, de unge for alvor skal til at finde sig selv som selvstændige politiske subjekter,” siger Jonas Lieberkind.
Jonas Lieberkind fremhæver, at man bliver nødt til at opstille nogle bredere kriterier for undervisning i demokratisk dannelse, hvis man vil lykkes med at understøtte den del af elevernes dannelse, som handler om politisk bevidsthed og engagement.
Undervisningen bør fx ikke kun fokusere på at indføre eleverne i emner som negativ parlamentarisme eller EU’s opbygning, men skal også se på de mikroformer, som politisk handling kan tage i elevernes egen hverdag.
Eleverne er demokratisk dannede til at underlægge sig den demokratiske konsensus og søge efter rigtig og forkert. Så hvad er den vigtigste pædagogiske opgave? Det er at få de unge til at ville noget med sig selv og hinanden.Jonas Lieberkind
Jonas Lieberkind understreger dog, at et elevinddragende blik for den politiske spilleplade de unge befinder sig på til daglig blandt venner og familie ikke betyder, at undervisningen i mere traditionelle forståelser af demokratisk dannelse skal sløjfes:
“Hvis vi har en hel ungdom, der trækker sig fra det almindelige parlamentariske rum, så har vi også et problem. Derfor har vi brug for begge dele,” forklarer Jonas Lieberkind.
Afslutningsvis fremhæver Jonas Lieberkind, at hans forskning peger på, at der skal reel indflydelse til, hvis man vil motivere de unge til at agere politisk uden for de trygge, private rammer. Han anerkender dog, at det er lettere sagt end gjort. Netop fordi de unge generelt kan karakteriseres som reserverede borgere, der har tillid til og søger efter etablerede rammer og normer.
“Eleverne er demokratisk dannede til at underlægge sig den demokratiske konsensus og søge efter rigtig og forkert. Så hvad er den vigtigste pædagogiske opgave? Det er at få de unge til at ville noget med sig selv og hinanden.”
“Så gymnasiet står i en særlig tid, hvor det er vigtigt, at de unge oplever, at det, de har at komme med, rent faktisk bliver respekteret og har en indflydelse. Der skal ikke laves rammer, hvor man hører deres stemme bare for at gøre det – man skal give dem reel indflydelse på skolehverdagen. Det kræver vedholdende lærere og et åbent og tålmodigt pædagogisk rum,” afslutter Jonas Lieberkind.
