Børns sikkerhed er oppe i tiden, og tolkningen af sikkerhedsreglerne for børns leg og legemiljøer bliver strammere og strammere. Det bekymrer forskeren Ellen Beate Sandseter der har forsket i børns farlige leg. For børn udvikler sig kun motorisk og mentalt ved hele tiden at bryde grænser og tage chancer. Forældrene er bare ikke altid klar over det.
I det sidste årti er der kommet øget fokus på legepladssikkerhed, og reglerne for hvilke elementer der må være på en legeplads, er blevet strammere. Men det gør ikke nødvendigvis legemiljøerne sikrere. Bare fattigere, fortæller Ellen Beate Sandseter der har forsket i børns farlige leg.
”Det interessante er at uanset hvor trist vi gør legemiljøet, så finder børnene en måde at bruge udstyret på som ikke var meningen – og så bliver det paradoksalt nok endnu mere risikofyldt. Når legepladsen bliver for kedelig, bliver børnene meget kreative i deres jagt på at finde spænding. Når man spørger børnene hvad de bedst kan lide at lege, er det de farlige lege der dominerer,” forklarer hun.
At farlig leg står øverst på listen over yndlingsbeskæftigelser blandt børn er ikke så mærkeligt for spænding er omdrejningspunktet i barnets motoriske såvel som mentale udvikling, konstaterer Ellen Beate Sandseter. Børn udvikler sig ved hele tiden at bryde grænser og tage chancer. Tag fx den 1-årige der begynder at gå uden at holde fast i noget. Det barn tager chancen, bliver vægtløs – uden at vide om det går godt. På samme vis er ældre børn for at kunne udvikle sig afhængige af at få lov til at prøve grænser af og gøre ting der er nye og spændende, og hvor udfaldet er lidt uforudsigeligt. Spændingen driver dem til erkendelser af hvilken slags kompetencer de har i forhold til de udfordringer der er i deres miljø.
”Hvad kan jeg? Hvad tør jeg? Børn skal have lov til at mærke deres grænser. De må erfare følelsen, for det er noget helt andet at få lov til på egen krop at mærke spændingen tippe over til begyndende ubehag, end at de voksne fortæller én at nu er du for højt oppe i træet. At børn udøver deres egen risikomestring, er det bedste ulykkesforebyggende tiltag,” mener Ellen Beate Sandseter og fortsætter: ”Før eller siden er de ude i et miljø, hvor der ikke er en voksen, der stopper dem. Fx når de kommer ud i trafikken, er det en fordel at de selv har leget med stor fart og er blevet vant til at orientere sig i forhold til andre der bevæger sig i fart omkring dem. Det gør dem bedre til at se og læse trafikken.”
Personalet i de daginstitutioner hvor forskeren har observeret børnenes farlige leg, ved godt at legen er nødvendig. Faktisk er Ellen Beate Sandseter overrasket over hvor gode personalet er til at reflektere over farlig leg som en del af pædagogikken.
Dels er personalet meget bevidste om deres egne risikogrænser. De sørger for ikke at lægge begrænsninger på et barn der har et større spændingsbehov end de selv har, fx ved at få en anden fra personalet til at tage over så barnet får lov til at udfordre sine grænser uden at blive mødt med en voksens personlige bekymring og rædsel. Men personalet er også ekstremt gode til at se det enkelte barns kompetencer. To fireårige drenge kan derfor godt have forskellige handlingsrum fordi den ene er motorisk dygtigere end den anden og personalet føler sig trygge ved at han klatrer højt op, mens den anden dreng ikke vurderes at have den samme kontrol. Den største udfordring for personalet kommer fra forældrene.
Forældrene er nemlig blevet mere forsigtige og beskyttende, og det skal personalet håndtere så børn ikke stilles dårligere i deres udvikling. Det er derfor afgørende at personalet og forældrene er i dialog og har en fælles forståelse af at hvis børn skal have udfordringer, så vil det måske betyde at de indimellem får nogle mindre skader. De vil få hudafskrabninger, buler og blå mærker – og måske endda et brækket ben, men det er en naturlig del af børns opvækst at opleve det.
”Det er klart at man skal undgå de alvorlige skader der giver varige mén eller død, men vi må ikke gå i den fælde at alle småskader bliver alvorlige skader. Vi må diskutere hvordan vi skal håndtere risikofyldt leg i vores institution,” understreger Ellen Beate Sandseter.
Forskeren anbefaler at risici ved at lege på lige fod med sprogudvikling bør udgøre et tema i forældresamtaler. Enighed om hvad der er godt for barnet, og hvor grænsen går, gør det meget lettere for alle parter at håndtere en situation hvor der evt. opstår en skade. Det er vigtigt for forældrene og de ansatte. ”Så er man på forhånd enige om at vi må acceptere at hudafskrabninger eller endda en brækket arm kan forekomme som konsekvens af barnets arbejde med at mestre sin krop og gribe sit liv – men det heler igen!” siger hun og slutter: ”Børn der får lov til at nærme sig risikoen et skridt ad gangen på deres niveau, opnår oftest en vældig god håndtering af risiko og udfordringer.”
