Samspillet med det pædagogiske personale er afgørende for, hvordan børn trives og udvikler sig i dagtilbuddet nu og her. Og for deres muligheder for at klare sig i fremtiden.
”Den, som er vældig stærk, må også være vældig rar.” Sådan siger Astrid Lindgren-figuren Pippi, og citatet indrammer ifølge forsker og forfatter Louise Klinge meget præcist den rolle, som det pædagogiske personale har i dagtilbud.
Forstået på den måde, at de er de store og stærke, og derfor er det deres ansvar, at samspil og strukturer er positive og udviklingsstøttende for alle børn:
”Det pædagogiske personale har ansvaret for at respondere hensigtsmæssigt på børnenes signaler og give børnene det, de behøver. Børn må aldrig gøres ansvarlige for hverken stemning eller konfliktniveau,” siger Louise Klinge.
Børns trivsel og udvikling i dagtilbud former sig vidt forskelligt, fordi nogle børn dagligt møder anerkendelse, nærvær og passende udfordringer, mens andre møder det modsatte i form af skældud, afvisninger og manglende stimulation.
Børns chancelighed er altså ikke kun udfordret af forskellen i opvækstvilkår, men også af ikke at have samme adgang til udviklingsstøttende samspil i de mange timer, de tilbringer uden for hjemmet. Og derfor er det pædagogiske personales evne til at handle relationskompetent afgørende, forklarer Louise Klinge, der sammen med pædagog gennem 30 år og pædagogisk konsulent Tina Brandt er forfatter til bogen Pædagogens relationskompetence – kendetegn og betingelser.
”Om pædagogisk personale handler relationskompetent eller ej, påvirker blandt andet børnenes deltagelsesmuligheder, deres relationer til hinanden, deres selvværd og evne til selvregulering. Altså både deres trivsel, læring, udvikling og dannelse nu og her og deres fremtidige uddannelsesmuligheder. Relationens kvalitet påvirker alle de forhold positivt eller negativt – uanset om man vil det eller ej,” siger Louise Klinge og citerer desuden et studie fra 2014 fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der beskriver interaktionen mellem børn og pædagogisk personale som den mest betydningsfulde enkeltfaktor i dagtilbuddet for barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling.
Men hvad er relationskompetence egentlig? Det er ikke en personlig egenskab, som man enten har eller ikke har. Det er noget, der bor i os alle, og som vi kan udvikle igennem livet, konstaterer Louise Klinge.
”Fra vi bliver født, har vi forudsætninger for at indgå i positive samspil med andre mennesker og danne relationer. Men om vi som voksne er i stand til at afkode andre mennesker og reagere, så samspillet er positivt for begge parter, afhænger af, hvordan vi personligt har det i situationen, hvordan betydningsfulde andre har mødt os igennem livet, og hvordan omverdenen møder os lige nu,” forklarer hun og uddyber:
”Pædagogisk personale, der handler relationskompetent, indgår i udviklingsstøttende samspil, både med hvert enkelt barn, og med gruppen af børn og forældre. De bidrager således til børnenes trivsel, sociale, personlige, motoriske og kognitive udvikling. Og bidrager til, at gruppen af børn fungerer som et udviklende fællesskab,” forklarer Louise Klinge.
For at forstå relationskompetence må man se nærmere på, hvad relationer består af. Her peger Louise Klinge på tre elementer: 1. samspil – det vil sige det, barnet og det pædagogiske personale gør og udtrykker i forhold til hinanden – mimik, kropsholdning, tonefald, ordvalg og timingen i deres kommunikation.
Gennem samspillene dannes 2. følelser og 3. forventninger til hinanden. Relationer dannes over tid – og samspillet, følelserne og forventningerne vil præge barnet og pædagogens adfærd over for hinanden (Klinge, 2016; Pianta, 1999).
Samspillet afgøres i høj grad af det pædagogiske personales venlige handlinger – det vil sige ”afstemmere,” som kan defineres som alt det, man gør, verbalt og nonverbalt – smil, kropssprog, øjenkontakt, timing i kommunikationen, osv.
”Der er ingen kogebogsopskrift – men hvis man fx kommer med kæmpe smil til et barn, der er frustreret, vil det fungere som en fejlafstemmer,” siger Louise Klinge, der i bogen blandt andet giver følgende eksempel på, hvordan afstemmere bidrager til en positiv relation.
Børnene sidder ved frokostbordet i vuggestuen på høje taburetter. Imens pædagogen Laura hælder et par centimeter vand op fra den lille, forholdsvis tunge glaskande, griber Kalle, der er 1½ år, sin egen lille metalkop med højre hånd. Da Laura sætter glaskanden ved siden af Kalle på hans venstre side, kigger han kort på hendes ansigt, der er vendt imod ham.
Laura afventer Kalle. Han tager kanden med venstre hånd og kigger ned på sin kop, rækker hen over den og tager kanden med højre hånd. Nu er han klar til at hælde, men før han gør det, vender han igen ansigtet mod Laura. Han venter, imens Laura smiler, nikker tydeligt og siger “Mm” i en lys og opadgående tone. Herefter vender Kalle sin opmærksomhed mod kop og kande og hælder op.
”Pædagogen Laura udtrykker et væld af afstemmere i den korte kontakt, der er mellem hende og Kalle. Lauras ansigt er venligt og smilende. Hendes tonefald er venligt og opadgående, og hun nikker til hans uudtalte spørgsmål: ’Er det mig, der skal hælde nu?’. Der er timing i kommunikationen mellem de to, idet de skiftes til at sende et budskab, samtidig med at de er lydhøre over for hinanden,” forklares det i bogen.
Ellen Os er lektor ved Institutt for barnehagelærerutdanning i Oslo. Hun pointerer, at relationskompetent adfærd i dagtilbud ikke bare handler om at møde det enkelte barn, men hele børnegruppen:
”I børnehaven foregår tilknytningsprocesser på andre måder end hjemme. Hjemme handler det om det ene barn, måske nogle søskende, og mor og far. I børnehaven er det nødvendigt, at man kan gruppelede, så alle børnene i en gruppe føler sig trygge. Man må være sensitiv overfor gruppen – og varetage den enkelte samtidig med de mange.”
Hvis nogle børn bliver råbt af og skældt ud, giver det utryghed i hele børnegruppen. Og modsat giver det tryghed, når alle oplever, at der er plads til at være barn på forskellige måder. Ellen Os understreger, at man som pædagogisk personale skal være god til at finde den fine balance, hvor man involverer sig, uden at være for dominerende.
”Nogle tror, at de bedst fordeler opmærksomheden til alle børn ved at gå rundt og skiftevis deltage i forskellige børns forskellige leg. Men det kan let forvirre børn. Sid ned! Vær til stede!
Relationskompetence handler ikke bare om at have relationer i sig selv, men om at kunne udvikle relationer i dagtilbuddet, hvor man har med mange børn at gøre,” konstaterer den norske forsker.
Ellen Os nævner samtalen som et område, hvor det er oplagt at have fokus på at udvikle positivt samspil i børnefællesskabet:
”Nogle evner at have lange samtaler med to-årige om det meste i verden – årstider, de første toge, dyr... Andre afbryder hele tiden. Tænk igennem, hvordan I indgår i og understøtter samtaler mellem børnene. Lukker I ned? Eller åbner I op og hjælper børnene til at stille spørgsmål til hinanden og finde løsninger sammen? Man kommer let til at fortælle børn, hvad de skal gøre. Men selv små børn kan være i stand til at definere egen leg og løse problemer.”
Uanset hvor relationskompetent man er, er der umuligt altid at handle relationskompetent , understreger Ellen Os og Louise Klinge.
”Det kan fx godt være, at du vil det bedste for Josefine, men du kan måske ikke have hende på sinde lige nu, fordi andre børn skal have skiftet ble eller der er blevet spildt noget på gulvet. Det kan Josefine godt håndtere. Problemet er, hvis der opstår en overvægt af fejlafstemning med hende,” siger Louise Klinge, der samtidig pointerer, at relationskompetence nok er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt til, at der altid er positivt samspil.
”Relationskompetente voksne betyder ikke, at alt bare er fryd og gammen. Det barn, som kommer fra udsatte forhold i hjemmet, har været i konflikt med sine forældre om morgenen eller bruger sin dag i dagtilbud med dårlig normering, kan reagere, så der opstår kaos – uanset om det pædagogiske personale handler relationskompetent eller ej. Det kan også være, at et barn, der begynder at føle sig trygt, pludselig lader frustration komme til udtryk, der ellers har været holdt inde. Barnets umiddelbart negative adfærd kan være udtryk for, at det pædagogiske personale faktisk reagerer relationskompetent, at barnet oplever at blive mødt i sine behov og derfor er blevet tryg,” siger Louise Klinge.
Endelig er det en vigtig del af at udvikle relationskompetence, at man kan sige undskyld og vise børn, hvad man kan gøre, når man tager fejl og begår fejl.
”Fejl sker, når mange mennesker er sammen. Når man som pædagogiske personale siger undskyld til det barn, man har gjort uret imod, så viser man barnet, hvordan man kan komme op på hesten igen, og barnet forstår, at det ikke er alene om at synes, livet indimellem er svært. Det er med til at styrke følelsen af samhørighed,” siger Louise Klinge og slutter af med et eksempel fra bogen.
Pædagogen Trille giver efter frokost treårige Yassin besked på, at han skal tage sit tøj af, fordi han skal sove til middag. Yassin siger til hende, at han altså ikke sover til middag mere. Trille ved, at Yassin i lang tid har sagt, at han hellere vil udenfor og lege end at sove, så hun tror ikke på ham og insisterer på, at han skal tage tøjet af. En kollega kommer forbi og fortæller Trille, at Yassin er holdt op med at sove til middag, imens Trille har haft ferie.
“Ej – Yassin – det må du altså undskylde. Du havde jo ret hele tiden. Ved du hvad, jeg er ked af, at jeg sagde, du skulle tage tøjet af. Det var forkert af mig. Nu hjælper jeg dig med at få det hele på igen, så du kan komme ud at lege.”
