Artikel

Gruppearbejde er udbredt, men også udfordrende

28/01 2020

Danmark er et af de OECD-lande, hvor grundskoleelever oftest arbejder i grupper. Alligevel kan det være vanskeligt at få gruppearbejde til at fungere godt i praksis. Hvis det skal fungere efter hensigten, kræver det en løbende indsats fra både lærer og elever. Det peger en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) på.

Især én pointe fremstår tydeligt i litteraturen om gruppearbejde i folkeskolen: eleverne kan ikke forventes at arbejde godt sammen, blot fordi læreren inddeler dem i grupper. Lærerne, der har deltaget i EVA's undersøgelse, peger på, at velfungerende gruppearbejde starter med, at læreren overvejer hhv. karakteren af den faglige opgave og gruppernes sammensætning. Undersøgelsen bygger på data fra fokusgruppeinterviews med lærere, data fra spørgeskemaundersøgelser blandt lærere fra hhv. Undervisningsministeriets følgeforskningsprogram og TALIS 2018 samt en gennemgang af udvalgt litteratur.

Læreren rammesætter og understøtter elevernes arbejde

Gruppearbejde er i dag en fast del af elevernes hverdag i den danske folkeskole. Ifølge lærerne, udgør gruppearbejde, organiseret som enten gruppeopdelt undervisning eller undervisning i makkerpar, 49 procent af undervisningstiden. Derfor er det vigtigt, at læreren overvejer, hvilke dele af et forløb der egner sig til gruppearbejde. Hvis et forløb med gruppearbejde skal være vellykket og lærerigt, er det helt nødvendigt, at læreren rammesætter opgaven og instruerer eleverne forud for samarbejdet. Eleverne skal vide præcis, hvad de skal, og hvad der forventes af dem, før de sendes ud i grupperne.

”Det er ikke tilstrækkeligt, at læreren italesætter, hvordan gruppearbejdet skal foregå. Læreren skal løbende observere og vejlede eleverne i strukturering og organisering af arbejdet,” forklarer Ditte Nissen Storgaard, der er konsulent hos EVA og projektleder for undersøgelsen.

Gruppearbejde styrker elevernes kompetencer

Det er vigtigt for eleverne at lære gruppearbejdet, fordi det er en arbejdsform, eleverne vil møde i mange sammenhænge – lige fra gruppeprøverne i udskolingen, til projektarbejde senere i deres uddannelses- og arbejdsliv. Evnen til at kunne samarbejde med andre om problemløsning er et aktuelt og et centralt element i det der kaldes det21. århundredes kompetencer. EVA’s undersøgelse peger på, at vellykket gruppearbejde kan styrke elevernes samarbejdskompetencer, deres sociale relationer og understøtte den faglige udvikling. Det indebærer, at eleverne lærer at rumme og acceptere forskelligheder, at de øver sig i at formulere tanker og ideer, at de lærer at lytte og argumentere og ikke mindst, at de kan skabe overblik over en opgave, så de kan planlægge og organisere deres arbejde.

”Samarbejde er noget, der skal læres. Det vil helt sikkert gavne eleverne i deres videre uddannelse og deres arbejdsliv, at de er gode til at arbejde samme med andre,” afslutter Ditte Nissen Storgaard.

Følg EVA's undersøgelse 

Gruppearbejde i folkeskolen

Gruppearbejde i folkeskolen.Læreres perspektiver på en udbredt og udfordrende undervisningspraksis er første af tre udgivelser i undersøgelsen Gruppearbejde i folkeskolen. I sommeren 2020 følger en undersøgelse af elevernes perspektiver på gruppearbejde, og i efteråret 2020 formidles erfaringerne fra et udviklingsprojekt i tæt samarbejde med lærerteams fra fem skoler.